Krimi

Mand sigtes for at forsøge at skære halsen over på samlever

En 51-årig mand er sigtet for at forsøge at skære halsen over på sin samlever.  Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En kvinde fik søndag snitsår på halsen. Hendes 51-årige samlever kræves varetægtsfængslet for drabsforsøg.

En 51-årig mand forsøgte søndag at skære halsen over på sin samlever.

Det mener anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, som mandag kræver manden varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Herning.

- Jeg kan bekræfte, at en mand har forsøgt at skære halsen over på sin samlever.

- Hvad sagens nærmere omstændigheder er, vil blive klarlagt i grundlovsforhøret. Jeg agter at få ham varetægtsfængslet, så vi kan komme yderligere til bunds i sagen, siger anklager Nanna Lundhøj.

Søn var til stede

Kvinden fik snitsår på halsen og er blevet behandlet på sygehuset.

- Hun er indlagt med henblik på at få tilset sine skader og blive undersøgt, siger anklageren.

Knivstikket skete søndag ved middagstid i parrets fælles hjem, og sønnen, der var til stede, anmeldte det. Kort efter kunne politiet anholde den 51-årige mand.

Grundlovsforhøret begynder mandag klokken 11. Manden har ikke udtalt sig forinden, så det er endnu uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.