Krimi

Litauisk tigger kan få sin sag behandlet i Højesteret

En litauisk mands sag om tiggeri har fået lov til at gå hele vejen til Højesteret. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

En litauisk mand har fået muligheden for at afprøve sag om tiggeri i Højesteret. Det har et nævn besluttet.

En litauisk mands sag om tiggeri har fået lov til at gå hele vejen til Højesteret.

Han har erkendt, at han flere gange har brudt loven ved at tigge, og det er han både blevet straffet for af byretten og landsretten.

Byretten idømte ham 60 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Det stadfæstede landsretten efterfølgende.

Kan være i strid med ytringsfriheden

Men den litauiske mand mener, at straffelovens paragraf om forbuddet mod tiggeri kan være i strid med retten til ytringsfrihed.

Med lovens fremsættelse i 2017 blev det nemlig anført, at hensigten var at ramme udenlandske tiggere.

Det kunne derfor også være i strid med diskriminationsforbuddet.

Derfor har sagen nu fået grønt lys for at kunne blive afprøvet i Højesteret.

Det er Procesbevillingsnævnet, der skal give en sag lov til at kunne blive afprøvet i Højesteret.