Krimi

Sådan fandt politiet frem til de tiltalte i sag om hærværk mod jødisk gravplads

Gravsten er blevet malet med grøn graffiti og væltet. TV 2

Politiet fandt flere beskedtråde i den yngste tiltaltes telefon. Beskederne var krypterede, men politiet kunne åbne dem og bruge dem som bevis.

To mænd i lyseblå skjorter er tiltalt for at stå bag i en usædvanlig sag om hadforbrydelser rettet mod jøder og homoseksuelle.

Retssagen mod de to mænd på henholdsvis 28 og 39 år er begyndt fredag. Begge nægter at udtale sig i Retten i Randers, og begge nægter sig skyldige.

- De er begge to engageret i gruppen Nordfront. Det er anklagemyndighedens og politiets opfattelse, at Jacob Vullum Andersen har en ledende rolle i gruppen, der efter politiets opfattelse er antidemokratisk og nationalsocialistisk, sagde anklager Cathrine Brunsgaard med henvisning til den ældste af de tiltalte i sin forelæggelse af sagen.

Nordfront går også under navnet Den Nordiske Modstandsbevægelse og er en lille gruppering på den yderste højrefløj.

Mændene er blandt andet tiltalt for at forstyrre gravfreden og for hærværk mod en jødisk gravplads i Randers, hvor 84 gravsten blev overhældt med grøn maling, seks gravsten blev væltet og en enkelt sten blev skændet med en nazistisk inspireret davidstjerne med teksten "Jude".

Maling var stadig våd

Hærværket blev udført om natten inden 9. november 2019, der er årsdag for Krystalnatten i 1938, hvor 7500 jødiske forretninger og 200 synagoger blev ødelagt af nazisterne i Tyskland.

Da politiet blev tilkaldt til gravpladsen i Randers den følgende dag, var malingen stadig ikke tør.

Ligeledes blev der tidligt om morgenen 9. november 2019 kastet hvid, sort og grøn maling mod en facade ved Sparekassen Kronjylland i Randers, hvor muren er præget med to store davidsstjerner.

En overvågningsvideo fra stedet viser en person, der to gange udfører kastebevægelser mod bygningen.

Tre dage senere anholdt politiet de to mænd og ransagede deres lejligheder.

- I forbindelse med efterforskningen blev politiet opmærksom på en række andre forhold, lød det fra anklageren.

Politiet fandt flere beskedtråde i den yngste tiltaltes telefon, blandt andet en korrespondance navngivet "Regnbuebænk Aarhus", hvor Jacob Vullum Andersen også var en del af tråden.

Sendt via krypteret tjeneste

Beskederne var sendt via den krypterede beskedtjeneste 'Signal', men politiet kunne alligevel læse med.

Ifølge anklagemyndigheden er der tale om en korrespondance, der førte til, at en regnbuefarvet mangfoldighedsbænk i Aarhus i juni 2019 blev overmalet og påklistret Den Nordiske Modstandsbevægelses logo, inden billeder af bænken blev lagt op på Nordfronts hjemmeside med nedværdigende tekst om personer med seksuel orientering mod deres eget køn.

Desuden fandt politiet otte kasser med flyers af propagandalignende karakter hjemme hos Jacob Vullum Andersen sammen med en kuvert med omkring 20 klistermærker af jødestjerner, ligesom et hagekors var placeret ved sengen.

I begge lejligheder blev der fundet maling, ligesom der under ransagningerne blev beslaglagt jakker og sko med spor af grøn maling.

- Tre dåser med grøn maling fundet i et køkkenskab, en malerrulle, to pakker med balloner, den ene med spor af grøn maling, læste anklageren op fra rapporten over beslaglæggelserne i den yngste tiltaltes lejlighed.

Det kan ifølge anklagemyndigheden henføres til en række beskeder mellem de to tiltalte sendt dagen inden aktionerne på årsdagen for Krystalnatten:

En jødisk gravplads i Randers blev udsat for omfattende hærværk.

Jacob Vullum Andersen skrev:

- Har du styr på, hvordan du får maling i ballonen?

- Jeg tror, jeg har styr på metoden, svarede den yngste tiltalte.

Aftaler mødested

Senere er der flere kontakter mellem de to telefoner, hvor de aftaler at mødes, ligesom politiet mener, at telefonernes placeringshistorik viser, de befandt sig ved gravpladsen.

På en computer blev der fundet billeder af de overmalede gravsten og mangfoldighedsbænken - ligesom Jacob Vullum Andersen søgte på Google efter blandt andet "Krystalnatten" og "Randers" 9. november 2019, også før politiet modtog en anmeldelse om hærværk.

Desuden fremgår det i en beskedtråd omkring en måned inden aktionen, at en koordineret nordisk aktion skal sættes i gang. Den skal finde sted i forbindelse med årsdagen for Krystalnatten, og der skal blandt andet sættes klistermærker med jødestjerner op.

- Vi er ude efter jøder eller forretninger, der ejes af virkelige jøder. Ikke halvjøder eller zionister, skrev Jacob Vullum Andersen.

Senere forklarede han dog, at han netop havde fået besked på, at aktionen ikke er rettet mod jøders privatadresser, medmindre der er tale om berømte jøder.

Endvidere fandt politiet i forbindelse med ransagningerne en regelbog på flere sider om de retningslinjer, et medlem af Nordfront er underlagt.

Blandt andet fremgår det, at et medlem ikke må tale med politiet eller finde på aktioner selv, uden det er aftalt med gruppens ledelse.

Knojern taget i tolden

Det er uvist, om den yngste tiltalte erkender at være en del af gruppen Nordfront, men i en besked, der er læst op i retten, skrev han til Jacob Vullum Andersen, at et knojern bestilt fra Kina var taget i tolden.

- Det er jo, hvad der sker. Straffen bliver jo nok ikke så hård, som hvis politiet vidste, at du er en af os, svarede Jacob Vullum Andersen ifølge politiet.

Ifølge anklagemyndigheden er det en skærpende omstændighed, at hærværket har propagandalignende karakter.

Det forventes, at der afsiges dom i sagen fredag 16. oktober.