Krimi

Stor stigning i antallet af hadforbrydelser

En ny gennemgang af såkaldte hadforbrydelser viser, at racistisk motiverede forbrydelser er mest udbredt.

Antallet af anmeldte hadforbrydelser er steget med mere end en fjerdedel fra 449 sager i 2018 til 569 sager i 2019.

Det viser en ny optælling fra Rigspolitiet, der har gennemgået strafbare handlinger, som har baggrund i gerningspersonens opfattelse af offerets race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Ifølge politiet er stigningen primært at finde i antallet af hadforbrydelser på baggrund af race og religion, mens antallet af hadforbrydelser begået på baggrund af seksuel orientering er stort set uændret i forhold til årene før.

- Der kommer flere anmeldelser, og det skal tages alvorligt. Ingen i Danmark skal overfaldes eller overfuses på grund af for eksempel deres religion eller seksualitet, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.

Flest racistiske sager

Den mest udbredte motivkategori i 2019 var ligesom året før racistisk motiverede sager med 312 registrerede sager, efterfulgt af religiøst motiverede hadforbrydelser, hvor der blev registreret 180 sager.

Antallet af seksuelt orienterede hadforbrydelser ligger på 76 registrerede sager.

Ifølge rigspolitichef Thorkild Fogde kan det stigende tal dog også være udtryk for, at flere anmelder hadforbrydelser.

- Vi har før sagt, at det er et område med mørketal, og jeg håber, at stigningen er et udtryk for, at mørketallet er for nedadgående, fordi flere er blevet opmærksomme på, hvad en hadforbrydelse er, og fordi flere anmelder hændelserne til politiet, siger Thorkild Fogde i en pressemeddelelse.

Trusler, vold og hærværk

Hadforbrydelser ses typisk i sager vedrørende trusler, vold eller hærværk, men et hadmotiv kan også foreligge ved andre former for strafbare forhold.

Ifølge Peter Steffensen, som er fungerende vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter, viser tallene en stigning i perioden efter terrorangrebet i den newzealandske by Christchurch og efter årsdagen for Krystalnatten, hvor blandt andet jødiske gravpladser blev skændet.

- De relativt mange anmeldelser i forbindelse med terroranslaget i Christchurch og årsdagen for Krystalnatten er med til at trække antallet af anmeldelser op. Hadforbrydelser er – som vi jo kan se på tallene – et område, som politiet fortsat skal have fokus på, siger Peter Steffensen.

Flest voldelige overfald mod seksuelle minoriteter

Og kendskab til sagerne og retvisende tal er ifølge politiet første forudsætning for, at myndighederne kan slå ned på gerningsmændene og forebygge yderligere kriminalitet.

- For eksempel kan vi se en tendens til, at voldelige hadforbrydelser er mest udbredt i sager med baggrund i seksuel orientering, mens en stor andel af de religiøst motiverede sager sker online, siger Peter Steffensen.

Vicepolitiinspektøren kan ikke garantere, at politiet altid kan finde gerningsmæmndene i den enkelte sag, men jo flere anmeldelser, der kommer, jo bedre indblik får politiet af, om der for eksempel sker mange hadforbrydelser i et særligt område eller i særlige miljøer.

Hærværk mod jødisk gravplads

En af de hadforbrydelser, der er omfattet af politiets nye optælling, er en sag om hærværk mod en jødisk gravplads i Randers, hvor to tiltalte med forbindelse til en lille gruppering på den yderste højrefløj er tiltalt.

Retssagen mod de to mænd begynder fredag.

Ifølge justitsministeren arbejder regeringen på en række initiativer, der skal forhindre hadforbrydelser.

Indtil videre er der rejst 143 sigtelser i 120 sager mod i alt 117 personer på baggrund af hadforbrydelser begået i 2019. I 2018 blev der til sammenligning rejst sigtelse i 84 sager mod 101 personer.