Krimi

24-årig blev skudt af politiet - nyt forsøg kunne måske have reddet liv, mener bror

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

Lørdag blev en 24-årig mand skudt og dræbt af politiet efter et knivdrab begået i Nykøbing Falster i en psykose forårsaget af stoffer.

I lørdags mistede Jimmi Sværke sin 24-årige lillebror. Han blev skudt og dræbt af politiet på åben gade i Nykøbing Falster, efter at han i en psykose, forårsaget af stoffer, havde knivdræbt en 72-årig mand.

Jimmi Sværke mener, at en ny forsøgsordning som Rigspolitiet har indført, måske kunne have reddet hans brors liv.

Forsøgsordningen betyder, at en psykiatrisk sygeplejerske bliver sendt ud sammen med politipatruljen ved episoder med psykisk syge.

- Det ville have været rigtigt godt, hvis der havde været en fagperson med ude, som kunne have talt min bror til ro i stedet for at anråbe ham. Vi andre er jo ikke skolet til at håndtere den slags, og jeg vil tro, det kunne have været en hjælp i den her situation, og så kunne hans liv måske være reddet, siger Jimmi Sværke til TV 2 ØST.

Ingen sygeplejerske involveret på video

Men selv om Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi er med i forsøgsordningen, blev den efter alt at dømme ikke brugt af politiet i lørdags.

I en kortfattet pressemeddelelse om episoden i lørdags, oplyser politiet, at man kort efter klokken 16 blev kaldt til stedet i Nykøbing Falster, hvor en mand gik rundt med flere knive og opførte sig meget truende.

- Da politipatruljen kort efter kom frem, gjorde manden udfald mod politiet, og i samme situation stak han en person, der tilfældigt var på stedet. Herefter afgav politiet skud, som ramte manden med kniven, skriver politiet i pressemeddelelsen.

På det videomateriale fra episoden, som TV 2 er i besiddelse af, er det fire politifolk, der forsøger at eftersætte og anråbe den 24-årige knivbevæbnede mand, inden man hører de skud fra politifolkene, som dræbte manden. På videoen nedenfor, som er et kort klip fra førnævnte videomateriale, er det to af de politifolk, der eftersætter den 24-årige. Ingen sygeplejerske er til stede på videoen.

Ingen kommentarer

Sydsjællands- og Lolland Falsters politi vil dog ikke oplyse til TV 2, om der var en psykiatrisk sygeplejerske med i politipatruljen.

Det er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der nu efterforsker sagen, og Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi meddeler TV 2, at man ingen kommentarer har til skudepisoden.

Hos DUP vil man heller ikke kommentere sagen.

- Vi kommenterer ikke en efterforskning, lyder det fra DUP.

Politiet forsøger at anholde psykisk syg mand

Kompleks opgave for politiet

Politiinspektør i Rigspolitiet, Tenna Wilbert, fortæller, at en psykiatrisk sygeplejerske i forsøgsordningen typisk sendes ud sammen med to politifolk til episoder med psykisk syge.

- De foreløbige tilbagemeldinger tyder på, at det umiddelbart er en hjælp til borgerne. Det, vi gerne vil se, om vi kan, er at mindske brugen af tvang og magtmidler. Men det er for tidligt at sige noget om effekten, siger Tenna Wilbert til TV 2.

Lisbeth Fried, politiinspektør fra Rigspolitiets Center for Beredskabsudvikling, forklarer, at betjentene fortæller, at det kan være komplekse opgaver, de kommer ud til.

- De bliver i nogle tilfælde usikre på, hvordan de bedst håndterer personer med psykiske lidelser og savner den sundhedsfaglige vurdering og kompetence, lød det fra Lisbeth Fried, da politiet præsenterede forsøget i august sidste år.

Forsøgsordningen skal køre frem til 2021.