Station 2

Han blev vurderet for farlig til samfundet – alligevel blev han lukket ud, og det fik alvorlige konsekvenser

I forbindelse med nyt Station 2-program undrer eksperter sig over, at James Schmidt fik omstødt forvaringsdom på trods af sin farlighed.

En 26-årig mand var blevet anholdt og varetægtsfængslet for drabet på en 81-årig kvinde fem dage tidligere. Og da drabschef ved Københavns Politi Brian Belling bød velkommen til et pressemøde 15. marts sidste år, var det med beskeden om, at manden nu var sigtet for yderligere to drab på ældre mennesker fra samme boligejendom, som den 81-årige boede i.

- Det er en meget usædvanlig og særligt grov sag, sagde Brian Belling på pressemødet.

Efterfølgende tog det ikke pressen lang tid at grave frem, at den anholdte mand, James Schmidt, tidligere havde skrevet danmarkshistorie på en trist måde.

Ni år forinden var han nemlig - som den første person under 18 år - blevet idømt en forvaringsdom, altså fængsel på ubestemt tid.

Det blev han for at have voldtaget en 14-årig pige og forsøgt at voldtage og dræbe sin mors veninde, mens han sad varetægtsfængslet på den sikrede institution Sønderbro.

Københavns Byret traf den historiske afgørelse at straffe en mindreårig med forvaring, og et halvt år senere traf Østre Landsret samme beslutning i ankesagen.

Straffen blev ændret i Højesteret

Men en forvaringsdom til en umyndig person var så principiel, at hans forsvarer fik tilladelse til, at sagen skulle for Højesteret.

Og her traf man en helt anden afgørelse.

12. april 2012 blev dommen omstødt til syv års fængsel. De fem højesteretsdommere lagde vægt på, at James Schmidt var 17 år på gerningstidspunktet og ikke tidligere straffet, så på trods af alvoren i hans kriminalitet mente dommerne ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at give ham forvaring i stedet for en almindelig lang fængselsstraf.

Anne Birgitte Stürup var anklager i sagen i By- og Landsretten, og hun ærgrede sig, da hun hørte afgørelsen.

- Han handlede fuldstændig på impulser og manglede enhver form for almindelig bremsning. Han skulle tage ansvaret for sin farlighed i stedet for fremtidens ofre, og jeg var ikke i tvivl om, at der ville komme nye ofre, siger hun.

Overfaldt fængselsbetjente

Og det gjorde der.

James Schmidt blev dømt for to drab på ældre mennesker i en ejendom på Østerbro, hvor hans mor boede. Og det var de drab, som Brian Belling refererede til på pressemødet den 15. marts 2019.

I forbindelse med Station 2-programmet 'Psykopaten de slap fri' stiller eksperter sig nu uforstående over for, at James Schmidt, trods sin farlighed, blev løsladt, selvom han også under sin afsoning havde vist, at han ikke havde forbedret sig.

I fængslet overfaldt han nemlig tre fængselsbetjente med kvælertag - forhold, han fik samlet otte måneders fængsel for.

Kriminalpsykolog Charlotte Kappel mener, at der burde findes særlige straffe og regler efter endt afsoning for en person som James Schmidt, der fortsætter med at begå kriminalitet, mens han sidder i fængsel.

- Jeg er ked af at være i et samfund, hvor en persons ret til frihed går før en anden persons tryghed. James Schmidt har aldrig vist, at han er blevet bedre, eller han er blevet mere fintfølende eller kan fornemme mennesker - og spille efter samfundets spilleregler som alle os andre. Alligevel er han blevet sluppet fri, siger hun.

- Jeg ville jo gerne have, at et system kunne samle disse personer op og sige, at her har vi med en person at gøre, der ikke har vist forbedring på nogen som helst måde - og derfor skal vi ikke slippe dem uden opsyn.

Retspsykiater efterlyser udslusning til unge som James Schmidt

Det er overlæge i retspsykiatri, Bjarne Ivan Christensen, enig i.

Bjarne Ivan Christiansen var med til at lave den første mentalundersøgelse af James Schmidt, dengang han sad varetægtsfængslet for voldtægten af den 14-årige pige.

Han efterlyser en plan for, hvordan man langsomt integrerer særligt unge kriminelle i samfundet efter endt afsoning, så man ikke slipper dem fra den ene dag til den anden.

- Vi lever i et land, hvor man skal have sin frihed, og hvor man skal kunne udstå sin straf. Men jeg synes, det er bekymrende, at vi ikke har nogle mellemliggende løsninger - at det er meget enten eller. Enten er det en psykiatrisk foranstaltning, eller også er det ret skrappe fængselsstraffe. For et ungt menneske, der tænker jeg, at der mangler en mellemløsning, siger han.

Forvaringsdommen kunne have forhindret drabet på de ældre

Den ene dræbtes datter, Malene Hasselblad, tænker dagligt på, om hendes mors stadig kunne være i live, hvis Højesteret ikke havde ændret James Schmidts forvaringsdom til syv års fængsel.

- For mig er min mors drabsmand ligegyldig. Selvfølgelig synes jeg, han er afskyelig, jeg synes, han er modbydelig, jeg synes, han er en kujon. Men der, hvor jeg har vreden, det er faktisk mod vores system, siger hun.

- Jeg synes, det er helt grotesk, at Højesteret går imod anbefalinger fra Retslægerådet, de går imod byret og landsret, som har taget en beslutning og givet ham forvaring. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at min mor stadig ville være her i dag, hvis Højesteret havde taget advarslerne alvorligt og stadfæstet hans forvaringsdom. Min mor havde i hvert fald ikke haft så rædselsfuldt, smertefuldt og angstfyldt et endeligt.

Anklager: Han handler kun på impulser

Anne Birgitte Stürup, der i dag er pensioneret, var anklager i sagen mod James Schmidt, da han var 17 år. Og hun var ikke i tvivl.

- Han havde denne totale farlighed, hvor han bare handlede, fordi der var noget, han ville have, og hvis vedkommende protesterer, bliver de slået ned eller kværket. Han kunne ikke styre sig.

- Han havde stærkt psykopatiske træk. Det var andres skyld, aldrig hans. Han kunne slet ikke styre sig selv og sin adfærd, han var uden nogen former for empati over for andre, og det var jo det, der gjorde ham farlig, som mentalerklæringen også konkluderede, siger hun.

Krimipsykolog: En mand, der ikke stopper, før han bliver stoppet

Kriminalpsykolog Charlotte Kappel har fået forelagt alle sagsakter og mentalundersøgelser i James Schmidts liv, siden han kom til Danmark i 2000.

James Schmidts første møde med systemet var, da han som 12-årig forgreb sig på en syvårig pige. En sag, der blev behandlet af de sociale myndigheder. Efter dette blev han indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling, anbragt i familiepleje, og som 17-årig blev han anholdt for voldtægten af en 14-årig.

- Den første forbrydelse er en form for usømmelig omgang med en 7-årig pige. Så går han til en voldtægt, så til voldtægt og drabsforsøg og til sidst drab. Det er en meget klar eskalering, man ser i hans adfærd, siger Charlotte Kappel.

- Det siger, at han er en mand, der ikke stopper, før han bliver stoppet. Det gør han ikke, det gør denne her type drabsmand ikke. Det har jeg ikke set før i hvert fald.

Manager i musikbranchen

Da James Schmidt blev løsladt efter de syv års fængsel i starten af 2017, skulle han begynde et nyt liv. Han forsøgte at begå sig som manager for upcoming sangere i musikmiljøet. Og det var i forbindelse med den karriere, at tingene i hans nye liv begyndte at gå skævt.

På en tur til Istanbul, hvor James Schmidt stod bag planlægningen og betalingen af en musikvideo for sangeren Nick Jones, begyndte han at bruge penge, han ikke havde.

- Den karriere passer jo rigtig godt til hans selvbillede. Hans idé om sig selv som en stor kanon, der kan gå med store smykker og smide pengesedler om sig og rejse til udlandet for lige at skyde en musikvideo. Det er jo alt sammen noget, der taler til James Schmidt og hans selvbillede som denne her store mand, der kan det hele, forklarer Charlotte Kappel.

Tre ældre døde i morens boligkompleks

Da James Schmidt kom hjem fra Istanbul, skyldte han penge til både dansere og en fotograf. Og blot en uge senere døde en 83-årig kvinde ved navn Eva Hofmeister i ejendommen på Østerbro, hvor James Schmidts mor boede.

Det viste sig, at James Schmidt havde brugt Eva Hofmeisters kreditkort, 84 minutter efter hun sidste gang brugte det selv. På samme dag, som hun gik bort. Men det fandt politiet først ud af mere end en måned senere, da hun var blevet kremeret og begravet.

En måned efter Eva Hofmeisters død gik en 80-årig mand ved navn Peter Olsen bort. Også han boede i ejendommen på Østerbro. Politiet erklærede ham død af naturlige årsager. Men blot fem dage senere døde 81-årige Inez Hasselblad, en tredje beboer.

Og hendes datter, Malene Hasselblad, kunne ikke få omstændighederne omkring sin mors død til at stemme. Hun kontaktede politiet, som konstaterede, at morens kreditkort var blevet misbrugt for flere tusinde kroner. Og obduktioner viste, at Inez Hasselblad og beboeren Peter Olsen begge var blevet dræbt ved kvælning.

James Schmidts DNA var på ligene.

Fængsel på livstid for to rovmord

James Schmidt blev 7. juni i år dømt til fængsel på livstid for drabet på Peter Olsen og drabet på Inez Hasselblad.

James Schmidt blev frikendt for drabet på Eva Hofmeister, fordi der ikke var tilstrækkelige beviser. Men han havde misbrugt hendes kreditkort for over 20.000 kroner i dagene efter hendes død.

Sagen er anket til Østre Landsret, hvor den vil begynde i slutningen af februar 2021. Her skal dommerne tage stilling til alle tre dødsfald på ny.

Station 2 har i forbindelse med dokumentaren forsøgt at få en kommentar fra James Schmidt, men det har ikke været muligt. Han nægter sig skyldig i alle tre drab.

Se 'Psykopaten de slap fri' på TV 2 PLAY.