Krimi

Fire påbud for overtrådte opholdsforbud i København fredag nat

En spontan fest i Fælledparken på Østerbro i København er fredag aften blevet lukket af politiet.

Københavns Politi er massivt til stede i bybilledet aftenen og natten mellem fredag og lørdag, hvor opholdsforbud gælder i flere områder.

I den forbindelse har politiet lukket en fest, samt givet yderligere fire påbud til personer, der overtrådte opholdsforbuddet.

Det fortæller vicepolitiinspektør Lars Karlsen natten til lørdag.

- Situationen frem til nu er, at vi har vi lukket en spontan fest i Fælledparken, hvor vi også har vi givet et påbud og en sigtelse for brug af soundboks (transportabel højttaler, red.).

- Vi har derudover givet fire påbud på skaterbanen i Nørrebroparken, der er en zone med opholdsforbud, siger Lars Karlsen.

Opholdsforbuddene indebærer, at man ikke må tage ophold i visse områder, herunder dele af Fælledparken, Nørrebroparken og Kødbyen, fra klokken 18-06 fredag, lørdag og søndag.

Københavns Politi vil patruljere i bybilledet nogle timer endnu natten til lørdag.

- Lige nu holder vi fortsat øje med, hvordan tingene udvikler sig, og vi fortsætter med at være til stede i hele kredsen, siger Lars Karlsen.

Ifølge vicepolitiinspektøren har der ikke været problemer med hensyn til barer og restauranters nye lukketider klokken 22.

Det samme gælder de berørte områder hos Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi, melder vagtcheferne.