25-årig mand anholdt efter drab i Gundsømagle
En 31-årig mand blev overfaldet torsdag aften. Et overfald, der kostede ham livet.
En 25-årig mand fra Slagelse er blevet anholdt og sigtet for drab på en 31-årig mand i Gundsømagle ved Roskilde.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Den 31-årige mand blev sent torsdag aften fundet stærkt kvæstet tæt på sin bopæl på Stousstræde i Gundsømagle ved Roskilde efter et voldeligt overfald. Trods hurtig førstehjælp afgik den 31-årige ved døden.
Vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard fra Midt- og Vestsjællands Politi beskrev efterfølgende overfaldet som "groft".
- Der er tale om et groft overfald, der ender på den værst tænkelige måde, sagde Bjørke Kierkegaard.
Hører gerne fra vidner
Den 25-årige blev anholdt fredag eftermiddag kl. 14.00 i Slagelse og sigtet for drab.
Han vil lørdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.
Her blev den 25-årige mand varetægtsfængslet indtil 15. oktober.
Politiet hører fortsat gerne fra personer, der har konkret viden om, hvad der er foregået, og hvad der kan ligge bag.