Krimi

Yngre mand er stukket ihjel på gaden

En mand fra lokalområdet er blevet knivdræbt i Gundsømagle torsdag aften. Politiet har endnu ingen anholdte.

En yngre mand er blevet knivdræbt i Gundsømagle sent torsdag aften. Motivet er ukendt, og der er ingen anholdte.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Der er tale om en yngre mand fra lokalområdet, siger vagtchef Henrik Olesen, der ikke ønsker at oplyse den præcise alder på offeret.

- Han blev erklæret død på stedet.

- Politiet arbejder deroppe i øjeblikket, og efterforskningen vil pågå det meste af natten. Der er også tilkaldt retsmedicinere, som skal hjælpe med efterforskningen, siger han.

Uklare omstændigheder

Ifølge vagtchef Henrik Olesen er knivoverfaldet sket ude på gaden. Han ønsker ikke at oplyse præcis hvor i Gundsømagle, det er sket.

Politiet ved endnu ikke, hvad der er gået forud for drabet, men Henrik Olesen fortæller, at der var vidner.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hændelsen kan være banderelateret, svarer han, at det har politiet ingen kommentarer til.

Midt- og Vestsjællands Politi fik anmeldelsen klokken 22.49.