Krimi

Eks-politiker tiltalt for rufferi - igen

Per Zeidler er endnu engang tiltalt for rufferi - det at tjene penge på, at andre prostituerer sig. TV 2 ØSTJYLLAND

Kun otte dage efter hans sidste dom, afholdt Per Zeidler igen gruppesex med prostituerede, lyder anklagen.

Den tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler, som i 2019 blev dømt for rufferi efter at have arrangeret gruppesex med prostituerede, er igen tiltalt i lignende sag.

Det skriver Nordjyske.

Ifølge et anklageskrift, som avisen har fået aktindsigt i, er den tidligere byrådspolitiker i Syddjurs Kommune denne gang blevet tiltalt for at have tjent penge på at arrangere mindst seks sexorgier med prostituerede i Nordjylland.

Allerede i 2017 blev Per Zeidler anholdt ved et forsamlingshus uden for Vejle, hvor gruppesex havde fundet sted.

På daværende tidspunkt var han formand for Familie- og Institutionsudvalget i Syddjurs Kommune, men få dage efter anholdelsen afsatte udvalgets øvrige medlemmer ham som formand.

Siden blev han sygemeldt og flyttede til Hadsund i Nordjylland - og i Retten i Randers erkendte han at have arrangeret gruppesex 73 gange med en fortjeneste på 200.000 kroner.

- Vi gjorde meget for at sikre, at kvinderne gjorde det helt frivilligt, og at der ikke stod nogen bag dem og pressede dem, sagde Per Zeidler i retten.

Men dommen stoppede ifølge anklageskriftet ikke den tidligere byrådspolitiker i at tjene penge på, at andre prostituerer sig.

Arrangerede gruppesex otte dage efter dom

Selvom Per Zeidler i maj 2019 blev idømt seks måneders betinget fængsel, afholdt han ifølge anklageskriftet allerede otte dage senere igen gruppesex med prostituerede.

Henover sommeren arrangerede han mindst fem gange gruppesex mere, før Kanal 5 i oktober kunne afsløre den tidligere politikers aktiviteter i en dokumentar.

Her skal Per Zeidler ifølge Nordjyskes oplysninger have hyret prostituerede og sørget for lokaler, som han mod betaling stillede til rådighed for en privat kundekreds.

Han er tiltalt for at have tjent 20 procent af priserne på arrangementerne - svarende til samlet set 18.320 kroner.

Dom vil føre til fængselsstraf

Selvom Per Zeidler før er sluppet for at komme bag tremmer, er det ikke sikkert, at det bliver tilfældet igen.

Hans dom fra 2019 var nemlig betinget af, at han ikke måtte begå ny kriminalitet i to år - og bliver han dømt igen, er der derfor ingen vej uden om en fængselsstraf.

Sagen skal for retten i Aalborg i januar 2021 og er berammet til tre retsdage.