Krimi

Bombetrussel i Esbjerg var falsk alarm

Politiet har afspærret et større område i den centrale del af Esbjerg. Local Eyes

Det var Huset Esbjerg, der har modtog en bombetrussel. Stedet blev afkrævet penge, hvis bomben skulle afmonteres.

Syd- og Sønderjyllands Politi har onsdag morgen afspærret et område i det centrale Esbjerg.

Det oplyser politiet til TV 2.

Det afspærrede område dækker blandt andet Finsensvej, hvor Huset Esbjerg har adresse, og byens hovedbibliotek.

Afspærringen skyldes en bombetrussel.

- Vi har modtaget anmeldelse om en bombetrussel. Borgerne er evakueret, og afspærringen afspejler, at vi har et stort sikkerhedsområde. Forsvarets bomberyddere (EOD) er på vej, oplyser politiet.

Bombetruslen har vist sig at være falsk alarm, oplyser Sydjyllands Politi til TV 2 kort før klokken 12.

Politiet har undersøgt stedet, og der var ingen bombe. Bombetruslen bliver fortsat efterforsket.

Afkrævet penge

Det var specifikt Huset Esbjerg på adressen Finsensgade 1, der onsdag klokken 08.45 modtog bombetruslen.

Det bekræfter leder Jan Mols, som står for driften af Huset.

Bombetruslen indløb via en mail, hvor det fremgik, at der var placeret en bombe på stedet.

- Der stod, at vi skulle indbetale et beløb, så ville bomben blive afmonteret. Det kunne vi ikke sidde overhørig, så vi kontaktede onsdag morgen politiet og overlod det til dem at vurdere truslens alvorlighed, fortæller Jan Mols til Jydske Vestkysten.