Krimi

28-årig tiltalt for 75 forhold - i dag vidnede berørt ekskæreste i retten

Retten i Kolding.  Arkivfoto / TV Syd

Den 24-årige ekskæreste blev meget berørt, da hun forklarede, hvordan hun oplevede et overfald på sin far i sommeren 2016.

Efter fem lange år blev det tirsdag endelig tid for en 24-årig kvinde til at forklare i retten, hvad hun har oplevet. Hendes ekskæreste, en 28-årig mand fra Fredericia, er tiltalt for i alt 75 forhold, som strækker sig over perioden fra 2012 til 2020.

Det drejer sig blandt andet om socialt bedrageri, frihedsberøvelse og vold og trusler mod flere kvinder, som han har været i et forhold med.

TV 2 Dokumentar følger sagen, hvor Sydøstjyllands Politi i løbet af de otte år har modtaget utallige anmeldelser mod den 28-årige, men altså først nu er nået til, at den skal behandles i retten.

Den 24-årige forklarede blandet andet, hvordan hun oplevede den decemberaften i 2015, hvor manden er tiltalt for at have holdt en saks mod hendes hals og true hende på livet.

- Han greb mig om halsen og lagde mig ned på gulvet i brusekabinen. Han holdt fast om min hals med én hånd og sagde ”nu er det slut”, at nu skal jeg dø, og at det er min egen skyld, sagde ekskæresten.

Turde ikke melde det

Hun forklarede, hvordan hun sagde undskyld igen og igen. Imens sad den tiltalte og noterede ivrigt i sine mange medbragte papirer.

- Han stoppede og flyttede sig. Han sagde, at han var glad for, at jeg undskyldte. For så vidste han, at jeg vidste, det var min egen skyld.

Senere samme decemberdag fortalte kvinden om episoden til sine kollegaer, som rådede hende til at melde det til politiet. Men det turde hun ikke dengang.

Jeg så ham svinge en knytnæve mod min far. Jeg så ikke, om den ramte, men der blev helt stille

Den tiltaltes ekskæreste

Da den 28-åriges forsvarsadvokat, Mikkel Cramer spurgte, hvorfor hun ikke gjorde det, svarede ekskæresten prompte.

- Jeg meldte det ikke, fordi jeg var bange for, at der ville opstå flere af den slags episoder.

I tiden efter episoden sås den 28-årige og ekskæresten flere gange. Ifølge ekskæresten sås de i hemmelighed.

- Jeg tog ned til ham. Ikke af lyst, men af frygt for, hvad han ellers ville gøre.

Tiltalte: - Han blev dårlig og faldt om

Den 28-årige er også tiltalt for at have overfaldet sin ekskærestes far 3. august 2016 på familiens bopæl. Og da anklager Iben Degnbol spurgte til, hvordan hun oplevede den aften, trak kvinden vejret dybt. Så begyndte hun at græde.

Den tiltalte lagde den kuglepen, han indtil da ivrigt havde noteret med, på bordet. Han drejede sin stol, så han vendte væk fra vidneskranken og rettede sit blik stift mod dommeren og de tre domsmænd.

Han var ikke sig selv, og jeg var bange for, der var sket noget med ham. Så jeg løftede ham ind i bryggerset

Den 28-årige

Ekskæresten forklarede, hvordan hun natten til 3. august 2016 vågnede ved, at der var råben og skrigen ude foran huset. Da hun stod op, kunne hun se sin far og den 28-årige mand ude foran huset.

- Min far sagde ikke noget, men han (den tiltalte, red.) råbte, at han ville tæve ham. Jeg så ham svinge en knytnæve mod min far. Jeg så ikke, om den ramte, men der blev helt stille. Kvinden forklarer, hvordan hendes far kom til sig selv igen og der udbrød tumult.

Den 28-årige tog ifølge ekskæresten kvælertag på hendes far med den ene hånd, mens han slog faren med den anden.

Men ifølge den 28-årige var det ikke sådan, aftenen forløb. Han forklarede, at han var mødt op hos ekskæresten og hendes forældre, fordi han mistænkte faren for at havde sendt nogle mænd efter den 28-årige. Han var vred over det og ville finde ud af, om det var rigtigt.

Der opstod et skænderi uden for huset, og ifølge den 28-årige blev faren pludselig dårlig og besvimede. Da faren kom til sig selv, farede han ifølge den tiltalte op og tog fat i kraven på ham. For at afværge det benyttede han et brasiliansk jiu-jitsu-greb til at komme fri af faren, forklarede den tiltalte.

- Han røg over i postkassen. Han var ikke sig selv, og jeg var bange for, der var sket noget med ham. Så jeg løftede ham ind i bryggerset, forklarede den tiltalte.

- Jeg råbte, at de skulle ringe efter en ambulance og blev på stedet, indtil både politiet og ambulancen kom.

Den tiltalte nægter sig skyldig i næsten alle anklager, men har erkendt en række forhold. Blandt andet et slagsmål på gaden, og at han har iværksat en indsamling under påskud af at være syg af kræft.

Der er afsat i alt ti retsdage til behandling af sagen i Retten i Kolding, og der vil efter planen blive afsagt dom 30. september.