Politiet ransager bank i sag om milliardsvindel
Varengold Bank, der spiller en rolle i danmarkshistoriens største svindelsag, er i dag tirsdag blev ransaget af politiet.
Tysk politi har i dag ransaget Varengold Bank i Hamborg i forbindelse med efterforskning af flere sager om svindel med udbytteskat.
Det er anden gang, at banken, der har spillet en vigtig rolle i sagen om udbyttesvindel for 12,7 milliarder kroner mod Danmark, bliver ransaget.
Banken blev første gang ransaget i 2016, men siden har anklagemyndigheden i Köln, der efterforsker banken, fundet grundlag for igen at ransage den.
Ifølge TV 2's oplysninger er dagens ransagning fokuseret på flere sagskomplekser om svindel med udbytteskat, og i hvert fald en af sagerne har tråde til Danmark.
Købt af hovedmistænkt
Fra 2014 og frem til 2015 overtog den hovedmistænke britiske finansmand Sanjay Shah kontrollen med Varengold.
Ifølge retsdokumenter fra London endte Shah med at kontrollere 80 procent af aktierne i Varengold, der i årene op til hans indtog var en aktør inden for en særlig type aktiehandler kaldet cum-ex, der ifølge myndighederne er kriminelle.
Shah nåede tilsyneladende ikke at bruge banken til at trække penge ud af den danske statskasse, før myndighederne opdagede den formodede svindel i august 2015.
Men Varengold blev, ifølge myndighederne, brugt til at hvidvaske en del af Shahs udbytte af den formodede milliardsvindel mod Danmark.
8. og 10. september 2015, en måned efter svindelsagen ramte offentligheden i Danmark, overførte Shah 1,7 milliarder kroner til sin konto i Varengold, viser retsdokumenter.
Pengene blev senere samme år beslaglagt af politiet som led i den strafferetlige efterforskning, der nu kører på sjette år.
Samlet set er der overført 4,3 milliarder kroner fra Shahs selskaber til Varengold, der er indblandet i flere sager om udbyttesvindel. Ifølge Skattestyrelsen stammer pengene fra svindel begået mod Danmark.
Flere grupper i spil
Hele sagen omhandler formodet svindel for 12,7 milliarder kroner på baggrund af anmodninger om refusion af udbytteskat, der ifølge myndighederne var baseret på fiktive aktiehandler.
Sanjay Shah, der har boet i Dubai siden 2009, erkender at have modtaget otte milliarder kroner, men siger, at han ikke har gjort noget ulovligt og blot udnyttet et hul i loven.
En anden gruppe, anført af Matthew Stein og Jerome Lhote fra New York, er indblandet i formodet svindel for mere end 4,1 milliarder kroner mod Danmark. En del af pengene blev trukket ud i samarbejde med Shah af gruppen, der sidste år indgik et forlig på 1,6 milliarder kroner med Skattestyrelsen, hvor de kunne fratrække alle udgifter til den formodede svindel.
Amerikanerne kunne blandt andet fratrække en bøde på 110 millioner kroner, som deres tyske bank, North Channel Bank, har fået for groft bedrageri mod Danmark.