Krimi

Klager over høj musik i hele landet: - Vi har ligget vandret

Politikredse i hele landet melder om mange anmeldelser om støj natten til søndag.

Politiet rundt omkring i landet har haft ekstraordinært travlt med at dæmpe unge mennesker, der har festet og larmet i den varme sommernat.

Alene i København fik politiet 187 anmeldelser natten til søndag, hvor man var ude til 150 af dem. Det førte til 11 sigtelser og 20 påbud, mens en enkelt Soundboks blev konfiskeret.

Har du oplevet larm og høj musik om natten, hører vi gerne fra dig. Skriv til 1234@tv2.dk.

Det samme billede tegner sig i resten af landet. En rundspørge blandt samtlige danske politikredse foretaget af Ritzau viser, at der har være klager over støj i hele landet.

Flere 100 mennesker i Nørrebroparken

Et af de steder, der er blevet klaget over flere gange i løbet af sommeren, er Friheden ved Nørrebroparken i København.

Her har flere hundrede mennesker samlet sig flere nætter i løbet af sommeren, når weekenden skulle fejres – og resten af byen var lukket på grund af coronarestriktioner.

Vagtchefen ved Københavns Politi oplyser til TV 2, at man er opmærksom på problemet, og at man har haft patruljer på stedet flere nætter – inklusiv natten til søndag.

- Når politiet kommer, sørger de unge for at skrue ned for musikken og holde afstand til hinanden. Når politiet så er væk, så søger de sammen igen, siger han.

Han oplyser, at nattestøjen er et stort fokuspunkt hos Københavns Politi og tilføjer, at man er ved at vurdere, hvilke forantaltninger politiet kan foretage for at dæmme op for fester som den, man så på Nørrebro natten til søndag.

- Der er flere mennesker samlet, end vi plejer at opleve. Det er et fokuspunkt i kraft af covid-19, der jo betyder, at folk skal holde afstand, siger vagtchefen.

De 11 sigtelser kan ende med en bøde på op mod 1500 kroner, mens påbuddene gives som en advarsel, som først giver bøde, hvis det bliver gentaget.

Vagtchefen ved Københavns Politi siger, at patruljerne har haft ekstra travlt med støjen i nat.

Fyns politi 'har ligget vandret'

På Fyn er det samme historie. Ritzau har talt med vagtchef Ehm Christensen, der fortæller, at der har været 47 anmeldelser natten til søndag på grund af for høj musik.

- Vi har ligget vandret med anmeldelser om musik til ulempe. Især i området omkring Munke Mose blev der spillet sindssygt højt, siger han til Ritzau.

Ifølge politiet er det gode vejr, kombineret med weekenden og den tidlige lukketid på barerne på grund af covid-19 blandt årsagerne til den skærpede larm.

Ifølge Ritzau har Midt- og Vestsjællands Politi konfiskeret mellem fem og ti anlæg søndag nat, mens Syd- og Sønderjyllands Politi, Nordjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de alle har fået omkring 30 til 40 anmeldelser om høj musik i løbet af aftenen og natten.

Ritzau har lavet en optælling over, hvor mange klager, der har været lørdag aften og natten til søndag. Tallet i parentes viser, hvor mange anmeldelser politiet modtog fredag aften og natten til lørdag.

  • København: 187 anmeldelser. (104)
  • Københavns Vestegn: Cirka 30 anmeldelser. (15)
  • Nordsjælland: Ikke oplyst. (67)
  • Midt- og Vestsjælland: Ikke oplyst. (ikke oplyst)
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: Cirka 30 anmeldelser. (25)
  • Fyn: 47 anmeldelser. (28)
  • Syd- og Sønderjylland: Cirka 30 anmeldelser. (20)
  • Sydøstjylland: Melder om "samme niveau" som fredag aften og natten til lørdag. (31)
  • Midt- og Vestjylland: Mellem 30 og 40 anmeldelser. (32)
  • Østjylland: Cirka 50 anmeldelser. (30)
  • Nordjylland: 39 anmeldelser. (18)
  • Bornholm: 2 anmeldelser. (8)