Skattestyrelsen lider nederlag i sag om tabte milliarder

Afgørelsen møder begejstring hos den mistænktes talsmand, der har sagt, at hans klient udnyttede et hul i dansk lovgivning. Skattestyrelsen anker.

Kampen for at genvinde milliarder af tabte skattekroner har lidt et knæk med en ny afgørelse i Dubai.

Sagen mod Sanjay Shah, den britiske mistænkte hovedmand i sagen om udbyttesvindel for 12,7 milliarder kroner, blev anlagt i Dubai i 2018, men blev onsdag i denne uge afvist.

Fakta om sagen om udbyttesvindel

  • Sagen kom frem i august 2015, hvor Skat fortalte om udbyttesvindel for 12,7 milliarder kroner
  • Britiske Sanjay Shah, der bor i Dubai, er i årevis blevet betegnet som hovedmistænkt – han erkender at have modtaget over 8 milliarder kroner
  • En hidtil ukendt gruppe fra USA, anført af Matthew Stein og Jerome Lhote, er involveret i udbetalinger for over 4 milliarder kroner
  • Skattestyrelsen har anlagt omkring 545 søgsmål over hele verden mod personer og selskaber
  • Foreløbig har Skattestyrelsen indgået forlig, der sikrer 1,6 milliarder kroner til Danmark
  • Politiet har tiltalt otte personer

- Årsag til frifindelse er, at Skat ikke har været i stand til at fremlægge tilstrækkelige beviser og dokumentation mod mistænkte, udtaler dommer Ahmed Moheey El-Deen Hegazy i afgørelsen, som TV 2 er i besiddelse af.

Min klient er naturligvis tilfreds

Kåre Pihlmann, forsvarsadvokat for Sanjay Shah

Har anlagt hundredvis af søgsmål

Ifølge afgørelsen har Skattestyrelsen beslaglagt ni millioner dokumenter fra Sanjay Shah og hans selskaber. Tre millioner af dem er blevet delt med retten i Dubai. Det har imidlertid ikke været nok for dommeren, der også har pålagt Skattestyrelsen at dække Sanjay Shahs sagsomkostninger.

Sagen om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kom frem i august 2015. Den efterforskes af politiet i et strafferetligt spor, mens Skattestyrelsen har hyret Kammeradvokaten til det civile spor, hvor der indtil nu er blevet anlagt sager mod mere end 400 virksomheder og personer ved domstole i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia, Danmark og Dubai for at få de tabte milliarder tilbage.

Foreløbig er omkring fire milliarder kroner blevet indefrosset eller beslaglagt i Storbritannien, Tyskland og Dubai på baggrund af anmodninger fra Skattestyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet.

Anket på stedet

Hverken Kammeradvokaten, der håndterer sagen, eller Skattestyrelsen ønsker at stille op til interview om afgørelsen. Men kommunikationschef Claus Dithmer har sendt en kommentar fra Skattestyrelsen, hvor det fremgår, at afgørelsen er anket.

- Skattestyrelsen er uenig i afgørelsen fra retten i Dubai og har anket den på stedet. Som Skattestyrelsens advokater læser afgørelsen, har retten ikke afvist sagen under henvisning til, at styrelsens krav er uretmæssigt, men alene på grund af formelle mangler i sagens dokumentation, hvilket styrelsen ikke er enig i.

Advokat: Sanjay Shah er tilfreds

Afvisningen af sagen vækker glæde i Dubai, fortæller forsvarsadvokat Kåre Pihlmann. Han repræsenterer Sanjay Shah i straffesagen, der efterforskes af Bagmandspolitiet i samarbejde med efterforskere i Tyskland, Storbritannien, Belgien og USA.

- Jeg har været i kontakt med Sanjay Shah og kort drøftet udfaldet af sagen. Min klient er naturligvis tilfreds med sagens udfald og bemærker, at SKAT har haft cirka to år til at fremlægge den i afgørelsen omtalte dokumentation, skriver han i en besked til TV 2.

- Vi følger løbende med i status i de af SKAT anlagte civile sager, navnlig for at kunne vurdere den mulige betydning for SØIK's efterforskning, fortsætter han.

Talsmand: Skat har ingen sag

Afgørelsen vækker også begejstring hos Sanjay Shahs talsmand Jack Irvine, der, siden sagen kom frem, har sagt, at hans klient har udnyttet et hul i lovgivningen til at trække penge ud af Danmark.

- Skat hævder, at sagen er tabt på grund af formelle mangler, men det faktum, at de var dårligt forberedt i en sag, som de har haft lang tid til at forberede, viser at de ikke har en sag, skriver Jack Irvine i en mail.

Aftale med bagmænd i USA

Skattestyrelsen indgik i maj 2019 et forlig på 1,6 milliarder kroner med Matthew Stein og Jerome Lhote, der har været indblandet i formodet svindel for mere end 4,1 milliarder kroner.

De to bagmænd samarbejdede i en periode Sanjay Shah, men forlod deres britiske partner for selv at trække penge ud af Danmark via deres eget netværk. De købte den tyske bank North Channel Bank til formålet og allierede sig med flere af Shahs tidligere ansatte. Herefter trak de, uafhængigt af Sanjay Shah, omkring 3 milliarder kroner ud af statskassen via et netværk af pensionsfonde, som de havde fået venner, familie og forretningspartnere til at oprette.

I forliget med Skattestyrelsen kan Stein og Lhote fratrække alle de udgifter, de har haft med at trække penge ud af Danmark. Det gælder blandt andet skatterådgivere, børsmæglere og banker - og en strafferetlig bøde til deres bank for groft bedrageri mod Danmark.

Til gengæld forpligtede bagmændene i New York sig til at samarbejde med Skattestyrelsen om at få penge fra andre involverede personer og selskaber. Ifølge amerikanske eksperter var forpligtelsen til at samarbejde imidlertid så vagt formuleret, at det kunne bruges til noget.

- Det er vrøvl, når de siger, at de er klar til at samarbejde, udtalte topadvokat Marc Levey fra Baker McKenzie, et af verdens største advokatfirmaer, til TV 2.

Afvisningen af sagen i Dubai skyldes netop manglende beviser, så meget tyder på, at Skattestyrelsens samarbejde med Shahs tidligere forretningspartnere i USA ikke har kastet afgørende beviser af sig.

Du kan læse alle TV 2's artikler om udbyttesagen her og Operation X-programmerne om sagen på TV 2 Play.