Krimi

40-årig mand fængslet for drab i Aarhus

Politiet var tilstede ved Observatorievej ved Travbanen i Aarhus efter et drab på en 25-årig mand (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Manden nægter sig skyldig og overvejer nu om fængslingen skal kæres til Vestre Landsret.

En 40-årig mand fra København blev tirsdag aften anholdt og sigtet for drab på den 25-årige mand, der den 22. juli blev fundet død ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 40-årige mand blev onsdag ved et grundlovsforhør ved retten i Aarhus fængslet fire uger. Han nægter sig skyldig og overvejer nu om fængslingen skal kæres til Vestre Landsret.

Narkohandel muligt motiv

Tirsdag blev to mænd varetægtsfængslet for medvirken til en hashhandel til en værdi af 1,6 millioner kroner.

Østjyllands Politi vurderer, at denne handel hænger sammen med drabet på den 25-årige Abukar Hassan Ali, der også er kendt som rapperen Shmur, ved Jydsk Væddeløbsbane.

- Efterforskningen peger i stigende grad på, at motivet til drabet skal findes i en narkohandel mellem to persongrupper, siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Michael Kjeldgaard og uddyber:

- Vi har nu anholdt yderligere en person i sagen, som vi mener kan knyttes direkte til drabet, men vi har fortsat et stort efterforskningsarbejde foran os. Et arbejde som vi forventer vil afdække yderligere personer med en rolle i sagen.

To drab inden for få timer

Den 25-årige Abukar Hassan Ali blev onsdag aften 22. juli ramt af skud på en parkeringsplads ved Jydsk Væddeløbsbane. Han døde efterfølgende på vej til hospitalet i en ambulance.

Ifølge Østjyllands Politi havde Abukar Hassan Ali forbindelse til det kriminelle miljø i og omkring Aarhus.

Mindre end ni timer senere blev en 42-årig mand torsdag 23. juli dræbt af knivstik ved en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand i den vestlige del af byen.

To andre mænd på 23 og 28 år blev også stukket ned, men overlevede begge episoden.

Begge drab skete ifølge politiinspektør Michael Kjeldgaard som led i "rivaliseringen i de kriminelle miljøer", men politiet mener ikke, at der er en sammenhæng mellem de to drab.