Krimi

Nordjyllands Politi sigter 19-årig mand for drab på familiemedlem

Arkiv. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Senere i dag bliver den sigtede fremstillet i grundlovsforhør.

Nordjyllands Politi har sigtet en 19-årig mand for drabet på en 53-årig mand i Hjørring.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den formodede forbrydelse fandt sted i sidste uge. Ifølge politiet er der fundet tegn på, at offeret har været udsat for vold. Nordjyllands Politi anholdt den 19-årige tirsdag eftermiddag.

- Vi sigter den anholdte mand for drab, og han bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør, siger politikommissær Carsten Straszek.

Han oplyser videre, at den 53-årige og 19-årige mand har familiære relationer.

Den 19-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring onsdag klokken 11.30. Her vil Anklagemyndigheden begære lukkede døre.

- Af hensynet til vores videre efterforskning af sagen så har vi ingen yderligere kommentarer, siger Carsten Straszek.