Krimi

Bandemedlem mistænkt for drab ved Vestvolden anholdt

Arkiv. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag formiddag.

Københavns Politi har tirsdag anholdt en 28-årig mand med tilknytning til bandemiljøet. Manden er mistænkt for at have kørt bilen, der fredag 27. marts dræbte en 24-årig mand ved påkørsel.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at den anholdte med forsæt påkørte den 24-årige på et stisystem ved Vestvolden tæt på Frederikssundvej i Husum. Den 24-årige blev senere fundet død i en lejlighed i byen.

Københavns Politi har siden slutningen af april eftersøgt den 28-årige - han blev tirsdag eftermiddag anholdt i Husum.

Tidligere har en anden person siddet varetægtsfængslet. Ifølge politiet meldte han sig selv og fortalte, at han havde kørt bilen. Han er dog blevet løsladt igen, men er fortsat sigtet.

Drabet var en af årsagerne til, at Københavns Politi 4. april indførte visitationszoner på Nørrebro, Husum og i et område på Frederiksberg.

Den anholdte bliver onsdag klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg. Her vil Københavns Politi begære lukkede døre.

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer.