Krimi

Tre mænd sigtes for drabsforsøg ved overfald i Ishøj

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mandag er der grundlovsforhør i Retten i Glostrup efter knivstikkeri i Ishøj søndag aften.

Tre mænd er blevet anholdt efter et knivstikkeri i Ishøj søndag aften. Det oplyser Københavns Vestegns Politi mandag eftermiddag.

Mændene sigtes for forsøg på manddrab.

I et grundlovsforhør i Retten i Glostrup vil en anklager kræve de tre varetægtsfængslet.

Volden skete tidligt søndag aften på Ishøj Strandvej og fandt sted kort tid efter et andet knivstikkeri på en parkeringsplads ved Hundige Havn.

Først på eftermiddagen mandag frigiver politiet på Vestegnen ikke yderligere detaljer, oplyser pressetalsmanden.

Knivstikkeri i nabolaget

Derimod har en anden politikreds, der undersøger sagen i Hundige, tidligere mandag frigivet detaljer.

I Hundige blev en 31-årig mand såret af knivstik. Han er indlagt, men er ikke i livsfare, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Her siger en talsmand, Martin Bjerregaard, at der formentlig er tale om "interne stridigheder mellem forskellige grupperinger".

I Hundige-sagen er der ikke oplysninger om, at politiet har foretaget anholdelser.

Der er ikke umiddelbart svar på, om der kan være en sammenhæng mellem de blodige begivenheder.