Krimi

Vanvidsbilisme i København stiger under nedlukningen

Antallet af sigtede bilister er steget voldsomt på seks måneder.

Gaderne har mange steder ligget øde under nedlukningen af samfundet som følge af coronaepidemien.

Det har haft den konsekvens, at der i Hovedstaden er sket en voldsom stigning i antallet af personer, der bliver sigtet for vanvidsbilisme, vurderer Københavns Politi.

I første halvår af 2020 er halvanden gang så mange personer blevet sigtet for vanvidsbilisme som i hele 2019, viser en opgørelse fra Københavns Politi.

Sidste år sigtede Københavns Politi 19 personer for vanvidsbilisme, mens hele 31 personer blev sigtet alene i de første seks måneder af 2020.

Vanvidsbilisme er eksempelvis kørsel med over 200 kilometer i timen, eller hvis en bilist kører dobbelt så hurtigt som tilladt.

- Vi har en fornemmelse af, at nedlukningen af samfundet gjorde, at der blev langt mere plads på vejene. Det åbnede så mulighed for, at de her bilister fik lejlighed til at køre lidt hurtigere. Det er jo sådan, at de opfatter København og de store veje som en slags legeplads og tror, at de kan gøre, hvad de har lyst til, siger chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder, til TV 2.

Vil sætte stærekasser op

Nu er Socialdemokratiet i Københavns Kommune klar til at tage nye metoder i brug mod vanvidsbilisme. Partiet foreslår blandt andet, at man sætter stærekasser op på nogle af de store veje i kommunen.

Man skelner mellem to forskellige former for vanvidskørsel, fortæller medlem af borgerrepræsentationen, Jonas Bjørn Jensen (S) til TV 2.

Vanvidskørsel på små veje kan man komme til livs med diverse bump og chikaner på vejene. Men når det kommer til vanvidskørsel på de store veje, er det knap så ligetil at lave forhindringer.

- Der skal vi have en dialog med politiet om, hvad vi kan gøre. Mit forslag vil være, at vi får nogle stærekasser op, så der bliver taget et billede, og der ryger en bøde i e-boks, siger han.

Kan nærmest grine politifolkene op i hovedet

Transportminister Benny Engelbrecht mener, at politiet har ret i, at blandt andet coronanedlukningen er medvirkende til den stigende hastighedsoverskridelse blandt bilister i hovedstaden.

- Men når vi taler vanvidsbilister, så er det jo ikke folk, der lige kommer til at køre fem eller ti kilometer i timen for hurtigt. Det er folk, som kører mindst 100 kilometer i timen, hvor de må køre 50, og på den måde udsætter andre folks liv for fare, siger han.

Samtidig mener transportministeren, at politiet har haft ekstra bevågenhed på netop de mennesker, som kører meget for stærkt - på opfordring fra ham selv og justitsminister Nick Hækkerup.

Benny Engelbrecht minder om regeringens lovpakke, som skal komme vanvidsbilisme til livs ved blandt andet at skærpe straffen,

Straffene til vanvidsbilister skal skærpes og give øjeblikkelig fængsel. Frakendelseperioden skal forlænges, og køretøjet skal kunne beslaglægges, også selvom det er leaset.

Det er ifølge ministeren væsentligt, fordi især bandemedlemmer kører vanvittig hurtigt, og de benytter sig af forskellige smuthuller til at køre rundt i bilerne på en måde, hvor de leaser dem eller på anden vis ikke ejer bilerne selv.

- Vi ved, at der er bandemedlemmer, som spekulerer i, at de ikke selv ejer bilen, og nærmest kan grine politifolkene op i hovedet. Det går ikke. Vi skal kunne konfiskere bilen på stedet, så må man vandre derfra, siger Benny Engelbrecht.

Regeringens forslag med ni initiativer blev præsenteret i starten af februar og skal forhandles på plads til oktober.