Forsvarer: Britta Nielsen udnyttede sine børn totalt egoistisk
Hvis Jimmy Hayat findes skyldig, har han allerede udstået sin straf, mener hans forsvarer.
Britta Nielsen udnyttede koldt og kynisk sine egne børn som uvidende medhjælpere, da hun i årevis begik svindel for i alt 117 millioner kroner mod Socialstyrelsen.
Det var i grove træk forsvarsadvokat Jan Scheiders konklusion, da han fredag formiddag procederede på vegne af Jimmy Hayat i sagen mod Brita Nielsens tre børn.
Her argumenterede han for, at Britta Nielsens 40-årige søn skal frifindes.
De tre børn er tiltalt for groft hæleri for samlet omkring 51 millioner kroner.
Jan Schneider satte Britta Nielsen i kategori med Danmarks største svindlere. De største svindlere har ifølge advokaten det til fælles, at de tilrettelægger deres svindel, så andre hjælper dem uden at vide det.
- Man skal have nogle medhjælpere, som ikke sladrer, og som ikke fatter mistanke, sagde Jan Scheider.
For Britta Nielsen var børnene de perfekte medhjælpere. Han mener derfor, at de – ligesom Socialstyrelsen, Rigsrevisionen, politiet og alle andre – faldt for Britta Nielsens svindel.
Totalt egoistisk
Han fremførte, at langt de fleste af millionerne i anklageskriftet gik til den yngste datter, 33-årige Samina Hayat, og især hendes hestesport. En interesse, hun ifølge sin egen forklaring delte med sin mor.
- Formentlig levede hun sin drøm ud via sin datter, fordi hun var blevet for gammel og ikke kunne ride selv, sagde Jan Scheider.
Det næststørste beløb, cirka 10,7 millioner kroner gik til Jimmy Hayat. Eller til Britta Nielsens egen pensionsopsparing ifølge Jan Schneiders logik.
Jimmy Hayat skulle bruges som pengekasse, fordi han var villig til at flytte til Sydafrika, hvor det var lettere for hans mor at gemme penge af vejen.
Den sidste datter, 36-årige Jamilla Hayat, fik ifølge anklageskriftet færrest penge af sin mor, cirka 3,5 millioner kroner. Det skyldes ifølge Jan Schneider, at hun blev boende i Danmark og var mindst anvendelig for Britta Nielsen.
- Jeg tror, det eneste, hun tænkte på, var sit eget bedste. Hun udnyttede børnene totalt egoistisk og tog det så langt, at hun kom herind i retten og ikke engang ville ulejlige sig med at hjælpe børnene ved at komme med en forklaring. Det siger alt, lød det fra Jan Schneider.
Han henviste til, at Britta Nielsen var indkaldt som vidne i sagen. Hun mødte op i retten, men afviste så at vidne, da hun sad i retslokalet. Et ”nærmest komisk forløb” ifølge Jan Scheider, der som de andre forsvarere havde håbet, at hun ville underbygge børnenes forklaringer.
Begyndte ”bagvendt”
For ”at ruske lidt op i tingene” begyndte Jan Schneider sin procedure i ”bagvendt” rækkefølge.
Det vil sige, at han startede med at forelå en passende straf, hvis hans klient bliver fundet skyldig.
Ifølge anklagemyndigheden skal Jimmy Hayat findes skyldig og straffes med ikke under tre års fængsel.
Men anklagemyndigheden ligger efter forsvarer Jan Schneiders opfattelse ”i hvert fald et år til halvandet for højt”.
Dermed mener han, at retten bør anse straffen for udstået, hvis Jimmy Hayat bliver fundet skyldig.
Med andre ord har Jimmy Hayat ifølge sin forsvarer allerede afsonet sin eventuelle straf, fordi han har siddet varetægtsfængslet fra sin anholdelse i oktober 2018 til 17. marts i år.
Jimmy Hayat nægter sig skyldig ligesom de andre tiltalte.
For højt strafniveau
Ifølge Jan Schneider har Jimmy Hayat accepteret at sidde varetægtsfængslet, fordi han kunne se, hvor hårdt hans søstre havde det på fri fod.
- Den her sag er måske den mest omtalte straffesag i Danmark i rigtig mange år - måske lige med undtagelse af en sag om en ubåd, siger Jan Schneider med henvisning til drabssagen mod Peter Madsen.
Forsvareren mener, at anklagerne i sagen generelt lagde sig ”væsentligt for højt”, da de torsdag procederede i sagen.
- Det er min opfattelse, at det er et strafniveau, man har besluttet sig for, før man fik dommen mod Britta. Man har altså ikke justeret ned efter den straf, hun fik, siger Jan Schneider.
De tiltaltes mor, Britta Nielsen, afsoner seks og et halvt års fængsel for svindel mod Socialstyrelsen for 117 millioner.
Jimmy Hayat er tiltalt for groft hæleri for cirka 10,7 millioner kroner og besiddelse af børneporno.
Kan ikke dømmes for børneporno
Forsvareren mener ikke, at Jimmy Hayat kan dømmes for besiddelse af børneporno. Det skyldes, at det i anklageskriftet er formuleret, at han var i besiddelse af en computer og en harddisk med børneporno, da han landede i Københavns Lufthavn 9. november 2019.
Men på det tidspunkt var tingene ikke i Jimmy Hayats besiddelse, da det var blevet beslaglagt af politiet i Sydafrika.
- Man kan kun dømmes for det, der står i tiltalen, siger Jan Schneider.
Den udlægning afviste anklagemyndigheden, da den efter fredagens procedurer fik en afsluttende replik. Det afgørende for vurderingen er ifølge anklagemyndigheden, at Jimmy Hayat blev løsladt i Sydafrika og frivillig rejste til Danmark.
- Det følger så af den aftale, at når myndighederne udleverer Jimmys bagage i forbindelse med hjemrejse, må det sidestilles med, at Jimmy som enhver anden flyrejsende var i besiddelse af sin bagage, sagde anklager Kia Reumert.
Bør frifindes
Forsvarsadvokaten mener, at hans klient skal frifindes.
Han erkender dog, at Jimmy Hayat kan dømmes for den del af hæleriet, der er foregået i perioden, efter at Britta Nielsen stak af til Sydafrika og blev efterlyst i september 2018. Det drejer sig om lige under 1,4 millioner kroner.
Jan Schneider beder dog retten være opmærksom på, at det var en helt særligt situation for Jimmy Hayat, fordi hans mor pludselig stod i Sydafrika og fortalte, at hun havde svindlet sin arbejdsplads.
- Hans verden ramler, hans mor står i Sydafrika og har brug for hjælp.
- Hvem vil ikke invitere sin mor ind? Hvem vil ikke hjælpe? Det tror jeg, at alle vil, siger Jan Schneider.
Der ventes at falde dom i sagen mod Britta Nielsens tre børn 9. juli.