Millionsvindel i Socialstyrelsen

Forsvarer kræver Britta Nielsens yngste datter frifundet: Et liv, der er lagt fuldstændig i ruiner

Der ventes dom i sagen mod Britta Nielsens børn 9. juli.

I sagen mod Britta Nielsens børn er der ikke ført et eneste konkret bevis. Intet, der direkte underbygger, at de tiltalte vidste, at deres mors penge stammede fra en lovovertrædelse.

Det mener Samina Hayats forsvarsadvokat, Christian Buhl Bjerrehuus, der torsdag eftermiddag procederede i sagen.

Han nedlagde påstand om frifindelse af Samina Hayat.

Forinden havde anklagemyndigheden procederet og krævet en fængselsstraf på tre et halvt til fire år.

Et liv i ruiner

Hvis retten alligevel dømmer Samina Hayat efter anklageskriftet, så mener hendes forsvarer, at hun skal straffes med to til to og et halvt års fængsel, hvor man kan overveje enten en rent betinget dom eller en kombinationsdom, hvor en del af straffen skal afsones.

Forsvareren mener, det er en formildende omstændighed, at hans klient har haft manglende kendskab til beløbets størrelse.

Han mener også, at retten skal tage med, at hun har særdeles gode personlige forhold og ikke er tidligere straffet.

Endelig peger han på, at sagen har haft store personlige konsekvenser for Samina Hayat, blandt andet i form af angst, koncentrationsbesvær og en splittet familie.

- Man har et liv, der er lagt fuldstændig i ruiner, fuldstændig smadret, sagde han.

Dermed mener forsvareren, at de seneste to år har været så voldsom en straf i sig selv, at det bør tælle med i rettens overvejelse af en eventuel strafudmåling.

Faktisk vildfarelse

Ifølge anklageskriftet har Samina Hayat vidst eller bestemt formodet, at pengene fra hendes mor stammede fra en strafbar lovovertrædelse.

For at blive dømt kræver det, at hun har haft forsæt, og det har hun ifølge Christian Buhl Bjerrehuus ikke.

Han mener derimod, hun har befundet sig i en faktisk vildfarelse om, hvor pengene kom fra. Det udelukker forsæt, og så skal hun frifindes.

Samina Hayat har forklaret i retten, at hun havde den opfattelse, at pengene stammede fra en arv og en livsforsikring efter farens død.

Hendes forsvarer hæftede sig ved, at der igennem årene var flere professionelle aktører, der kunne have undret sig over Britta Nielsen og råbt op. Han nævnte Socialstyrelsen, banker og Bagmandspolitiet.

Så hvis ingen opdagede, at noget var galt, hvordan skulle Britta Nielsens børns så kunne gennemskue det, spurgte han.

Reagerede med tårer

Det var en bevæget Samina Hayat, der lyttede til sin forsvars procedure, mens hun tørrede sine øjne.

- Man er jo kun et menneske, sagde hun til TV 2 efterfølgende.

Også hendes søster måtte tørre tårerne bort, mens hun lyttede til proceduren.

- Det er første gang, der er en, som virkelig har sagt, hvordan det har været, sagde hun bagefter.

Torsdag skal Jamilla Hayat og Jimmy Hayats forsvarsadvokater procedere.

Der ventes dom 9. juli.