Krimi

Svenskere tiltalt for bombe ved Skattestyrelsen: Vi skulle købe hash

Oprydningsarbejdet efter eksplosion ved Skattestyrelsen i København, onsdag den 7. august 2019. Philip Davali / Ritzau Scanpix

To svenskere kom fra Malmö og tilbragte én time i Danmark, hvor de kørte i en cirkel om Skattestyrelsen og parkerede kort inden bombesprængning.

Knuste ruder og forvredet metal lå spredt spredt op til 80 meter fra sprængningsstedet, da en bombe eksploderede foran Skattestyrelsen nær Nordhavn Station i København om aftenen 6. august 2019.

To 23-årige svenske mænd er tiltalt for at stå bag sprængningen, og mandag begyndte retssagen i Københavns Byret.

Begge mænd er tiltalt for at have planlagt og udført sprængningen i forening, muligvis i forening med ukendte gerningsmænd. Og anklagemyndigheden har for første gang i dansk retshistorie rejst tiltale for, at bombesprængningen var en terrorlignende handling - uden at være egentlig terror.

Dør revet af

Inde i receptionen, der rejser sig i to etager i Skattestyrelsens bygning, var ødelæggelserne omfattende. Den dobbelte metaldør fra indgangspartiet var væltet ud af rammen, venstre dør var deformeret, mens højre dør var revet ud af rammen og lå inde i bygningen.

Dele af indgangspartiet var styrtet sammen, og en serie billeder, som anklager Andreas Christensen kaldte frem på en skærm i retssalen i sin forelæggelse af sagen, viste ud over utallige store og små glasstykker også kraftige skader og nedfaldne loftplader.

Overvågningsbilleder dokumenterer en hvid kassevogn, der kører i en ring om Skattestyrelsens bygning inden sprængningen, og da den helt usædvanligt har hvide nummerplader, besluttede politiet at undersøge, om en tilsvarende bil var kommet over broen fra Sverige.

- 33 minutter før eksplosionen optog et kamera ved Øresundstunnelen en tilsvarende varebil, der kørte ind i Danmark klokken 21.41, sagde anklager Andreas Christensen.

En varebil på svenske, hvide nummerplader med en person på både fører- og passagersædet.

Overvågning viser lys fra telefon

Overvågningsbilleder viser også lyset fra en mobiltelefon fra forsædet af varebilen, da den i nogle minutter inden sprængningen var parkeret foran Skattestyrelsen - og ved at sammenholde gps-registreringer fra en app på telefonen med en lang række trafikkameraer, kunne politiet uden videre kortlægge varebilens rute gennem København.

Gennem Amager, Østerbro og Skattestyrelsen i Nordhavn, hvor bilen kørte en cirkel omkring bygningen - og retur til Sverige med et kort stop på en tankstation på Amager, hvor et kamera filmede bilens passager, da han var inde og betale.

De to tiltalte lyttede opmærksomt til anklagerens gennemgang af sagens bevise. Da billedet af den ene på tankstationen blev kaldt op på en skærm, trak den anden vejret dybt og sukkede.

Erkender at køre til Danmark

Passageren er den anden tiltalte i sagen, chaufførens ven og den mand, der ifølge politiet placerede bomben lavet af nitroglycerinbaseret dynamit.

Bilens chauffør, der mandag afgav sin forklaring i retten, forklarede, at den anden tiltalte kom hjem til ham i den hvide varebil 6. august, og at det var ham, der kørte bilen til og fra Danmark, da vennen havde mistet sit kørekort.

Det var ikke hans idé, det var kammeraten, der ville købe hash på Christiania. Der kom de aldrig hen, vennen fandt i stedet en adresse til en kammerat og fortalte, hvordan de skulle køre derhen. En adresse, der lå nær Skattestyrelsen, hvor den medtiltalte forlod bilen.

Kammerat eller bombe?

Ifølge politiet med en bombe, som han placerede foran Skattestyrelen. Ifølge chaufføren af bilen vidste han blot, at vennen skulle hen til sin kammerat.

- Han gik hen for at ringe på døren, men der var ikke nogen hjemme. Der gik tre-fire minutter, så kom han tilbage, siger den tiltalte chauffør, der ikke ved, om vennen havde taget noget med ud af bilen.

Han hørte heller ikke noget brag fra eksplosionen, der fandt sted et eller to minutter efter, de var kørt fra stedet.

Og han har ikke nogen forklaring på, at sprængstofeksperter siden har fundet tydelige spor af sprængstof flere steder i den hvide varebil.

- Det er ikke, fordi du ikke vil angive din bedste ven, spurgte chaufførens forsvarsadvokat sin klient.

- Nej, det er det ikke, sagde chaufføren, der indledningsvis i afhøringen undskyldte til vennens familie, fordi han havde talt grimt til ham i en mobilsamtale, der blev aflyttet og optaget af politiet.

Sur over aflyst rejse

De hårde ord faldt, fordi vennen dagen efter turen til Danmark pludselig var taget til Libanon. Chaufføren var utilfreds, sagde i telefonen, at vennen var "en paranoid lort" og "safe". I retten forklarede han, at han var sur over, de ikke som planlagt var taget på ferie sammen.

- Det betyder ikke noget specielt. Vi kalder hinanden alt muligt. Nogle gange er det mindre sjovt, andre gange sjovt, sagde chaufføren.

Forsvareren ville vide, hvordan den tiltalte har det med, at de tekniske beviser peger på, der var en bombe i bilen.

- Hvis jeg skulle sætte mig i en bil med en bombe, så ville jeg jo sætte mit liv på spil. Det ville jeg aldrig gøre, sagde han.

Ikke hvis han vidste det.

Heller ikke den anden tiltalte bestrider, at han var i Danmark i den hvide bil.

I alt fik Skattestyrelsen skader, der er opgjort til 6,2 millioner kroner. Der er rejst et erstatningskrav mod de to svenske mænd på hele beløbet.

Til stede i retten var en række familiemedlemmer til begge tiltalte. På grund af coronavirus og fordi de kommer fra Sverige, har de været forhindret i at besøge de tiltalte i fængslet.

Der er afsat tre dage i retten til retssagen, der forventes afsluttet 7. juli.