Krimi

Videoer optaget under skuddrab peger på eskalering af konflikt

Optagelser fra onsdagens skyderi i Vollsmose antyder ifølge erfaren kriminalredaktør, at der var tale om et planlagt overfald.

Skuddene rungede ud mellem boligblokkene i Egeparkens nattemørke. Mange gange. Og da det hele var overstået kort før midnat, havde skyderiet kostet et menneskeliv og en såret.

Onsdagens skuddrab i Odense-bydelen Vollsmose menes at være del af en igangværende konflikt mellem to bandegrupperinger.

Nu viser flere private videooptagelser, TV 2 er kommet i besiddelse af, at der dels faldt serier af skud, dels at der var mange mennesker forsamlet nær gerningsstedet i Vollsmose.

Kriminalredaktør Bjarke Vestesen fra Fyens Stiftstidende har dækket bandemiljøet i Odense i en årrække, og han mener, at videooptagelserne peger på en meget direkte konfrontation og en eskalering af konflikten.

- I modsætning til tidligere, hvor der har været tale om en slags drive-by-shooting, ser det her mere planlagt og organiseret ud. Det er også indtrykket fra samtaler med miljøet derude, at det altså er planlagt, hvad der er sket, siger Bjarke Vestesen.

Gerningsmænd kom på scootere

Den dræbte var 31-årige Abdinur Mohammed Ismail, der blev skudt i sin bil og kort efter episoden erklæret død på stedet. En anden 31-årig mand blev hårdt såret bragt til Odense Universitetshospital, hvor hans tilstand nu er stabil.

På optagelserne kan man høre skuddene runge mellem boligblokkene.

Ifølge flere personer, TV 2 har talt med, ankom to gerningsmænd til stedet på scootere, hvorefter de først skød mod manden, der overlevede, og efterfølgende på Ismail, der var føreren af bilen.

Abdinur Mohammed Ismail er af sine venner blevet beskrevet som et uskyldigt offer, mens den sårede 31-årige betegnes som en person, der har haft forbindelse til bandegrupperinger i området.

Politiet har ikke villet oplyse meget om de to ofre for skyderiet, men der er tale om mænd med henholdsvis somalisk og palæstinensisk baggrund.

Black Army kaster skygger

En del af de anspændte relationer mellem grupperingerne i området kan føres tilbage til banden Black Army.

Ganske vist opløste banden, som både havde afdeling i Herning og Odense, officielt sig selv i 2017 ved at nedlægge rygmærker og aflevere nøglen til klubhuset på Nyborgvej i Odense. Men reelt huserer flere af bandens tidligere medlemmer og løst tilknyttede hangarounds stadig i området omkring Vollsmose og Korsløkkeparken, hvor de kæmper om hash- og narkomarkedet.

- Det er folk, som allerede dengang udfordrede hierarkiet i Black Army, og det er på mange måder fortsat lige siden. Det er derfor, vi ser de konflikter her, siger Bjarke Vestesen.

Man kan både se og høre, at der var mange mennesker til stede ved skudepisoden.

Den lokale beboerformand i Egeparken, Abdinoor Adam Hassan, er stadig rystet over onsdagens episode, og på baggrund af videooptagelserne, mener han, at der var tale om et større opgør, end man tidligere har oplevet i området.

- Det ligner en form for eskalering, en stor eskalering, og jeg håber, at der bliver sat en stopper for det, siger han til TV 2.

Politiet vil ikke kommentere optagelser

Fyns Politi oplyste fredag, at de havde kendskab til, at der eksisterede videooptagelser fra onsdagens skyderi, men politiet har ikke villet kommentere videooptagelserne, som TV 2 er i besiddelse af.

Politiinspektør Johnny Schou bekræfter dog, at der er tale om et større opgør.

- Ud fra det materiale, vi har kendskab til, er der en hel del personer. Vi taler om flere end ti, som var til stede derude, siger Johnny Schou.

Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Som følge af den seneste skudepisode, oprettede Fyns Politi torsdag aften en såkaldt skærpet strafzone i dele af Vollsmose i Odense.

Den skærpede strafzone gælder til torsdag 2. juli klokken 15.00 og formålet er, ifølge politiet, at genskabe trygheden i området.

Mandag mødes nøglepersoner fra miljøet med de lokale myndigheder.