Krimi

Venner til skuddræbt: Han var et uskyldigt offer

Politiet har været massivt til stede i Vollsmose torsdag. To personer og en hund blev ramt af skud under et skyderi i Egeparken sent onsdag. Michael Bager / Ritzau Scanpix

Politiet har indtil videre ikke ønsket at kommentere på, hvorvidt skudofferet er en del af det kriminelle miljø eller ej.

Foreløbigt er der intet, som tyder på, at den 31-årige mand, som torsdag nat blev skudt og dræbt i Egeparken i Vollsmose, har relation til det kriminelle miljø i Odense.

Tværtimod siger venner og folk med kendskab til miljøet til TV 2, at manden var et tilfældigt offer.

Flere af offerets bekendte, som TV 2 har været i kontakt med dagen igennem, fortæller, at den skuddræbte mand var vellidt i lokalsamfundet.

Også kilder med indblik i miljøet omkring Vollsmose oplyser, at offeret ikke var en kendt kriminel.

Til TV 2/Fyn har tre unge mænd fra lokalområdet nær Egeparken også oplyst, at den skuddræbte mand ikke har nogen relation til det kriminelle miljø i Odense.

Dette stemmer altså overens med det, som flere kilder fortæller os på TV 2.

På vej hjem fra aftenbøn

Mens offerets nære venner og bekendte ikke har ønsket at stå frem med navn, har beboerformanden i Egeparken, Abdinoor Adam Hassan, fortalt flere medier - herunder også TV 2 - at offeret "intet havde med noget kriminelt at gøre".

Abdinoor Adam Hassan understreger dog, at han ikke har set offerets straffeattest, men at han har kendt manden gennem 20 år.

Ifølge beboerformanden blev det 31-årige offer skudt, da han var på vej hjem fra aftenbøn i den lokale moské.

Det er et uhørt lavpunkt, hvis det bare er et helt uskyldigt menneske

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense

Hverken politidirektør Arne Gram eller chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj ønskede på pressemødet at kommentere på oplysningerne om, at det 31-årige offer skulle være en uskyldig forbipasserende.

Politidirektør Arne Gram betegnede dog hændelsen som "ulykkelig", da han torsdag middag briefede pressen.

- Det er en vanskelig og dybt tragisk situation for Odense og for os i politiet. Mange borgere er meget berørt af hændelsen, siger han.

Lokalområde i sorg

Odenses borgmester, socialdemokraten Peter Rahbæk Juel, blev på pressemødet spurgt ind til, hvorvidt den afdøde var et uskyldigt offer. Hertil svarede borgmesteren, at skudepisoden i så fald er et "uhørt lavpunkt":

- Det vidner om det vanvid, der er i de her grupperinger, og den voldsparathed, der er. Det er et uhørt lavpunkt, hvis det bare er et helt uskyldigt menneske.

- Jeg mærker et lokalområde i Vollsmose, der er i sorg og forfærdelse over, hvad der er sket, når man som helt almindelig borger kan blive offer for en brutal adfærd som denne, lød det fra borgmesteren.

Fyns Politi har hele dagen efterforsket i området omkring Egeparken i Vollsmose.

På pressemødet torsdag middag oplyste politiet, at episoden bliver set som en del af en konflikt mellem to grupperinger i Odense.

Ved nattens skudepisode blev anden mand, også 31 år gammel, ramt af skud. Han er nu indlagt på Odense Universitetshospital, hvor han meldes i stabil tilstand.

Hvorvidt denne mand har relation til en af grupperingerne, vides endnu ikke.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen anholdte.