En dræbt og en hårdt såret efter skud i Odense

Politiet modtog meget sent onsdag en anmeldelse om, at der var affyret skud i Vollsmose.

Artiklen er opdateret efter politiet er kommet med nye oplysninger torsdag.

En 31-årig mand er død, mens en anden 31-årig mand er hårdt såret, efter et skyderi i Vollsmose sent onsdag aften.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse torsdag.

Skudepisoden skete kort før midnat onsdag i Egeparken i Vollsmose i Odense.

TV 2s reporter Mikkel Eisenhardt befinder sig i området omkring Egeparken, og han har talt med flere beboere i området, der i løbet af formiddagen kunne fortælle, at mindst en person var død.

Politiet har på stedet fundet flere patronhylstre og "en række andre fund", som det ikke kommer nærmere ind på.

- Vi kan ikke sige yderligere nu, men efterforskningen går i flere retninger og fortsætter på fuld kraft, lyder det fra politiet.

Politipatruljer vil fortsat være massivt til stede i Odense-bydelen.

I politiets pressemeddelelse fremgår det ikke, om der er blevet anholdt nogen for skuddrabet onsdag aften.

Skud kort før midnat

Mikkel Eisenhardt kunne fortælle, at der gik betjente rundt i området med maskinpistoler. Andre betjente har indsamlet spor og talt med vidner.

I sidste uge blev der affyret skud i Vollsmose. Fire blev indledningsvist anholdt, men de blev løsladt uden sigtelser efter at være afhørt af politiet.

Som følge af skudepisoden blev der torsdag i sidste uge indført en visitationszone, der dækker en større del af Odense.

I forbindelse med indførelsen af visitationszonerne begrundede politiet dem med, at to grupperinger i Vollsmose og Korsløkkeparken var i konflikt med hinanden. Her skrev politiet også, "at de implicerede grupperinger er særdeles mobile og hele tiden flytter sig, ligesom de har tilholdssted forskellige steder."