Krimi

Tiltalt for at planlægge røveri: Ville forsinke politiet med brændende busser

Fem mænd er tiltalt for at have planlagt et røveri mod en værdihåndterings-virksomhed i Taastrup ved København.

Fem mænd forberedte gennem et stykke tid i efteråret sidste år et stort røveri mod en værdihåndterings-virksomhed i Taastrup ved København. Blandt andet planlagde de i forbindelse med røveriet at forsinke politiet med brændende busser, mener anklagemyndigheden.

De fem mænd - en mand på 50 år, der er den hovedtiltalte i sagen, og fire mænd i alderen 22 til 27 år - er nu tiltalt for at planlægge røveriet, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

En værdihåndterings-virksomhed står for transport og håndtering af værdier og kontanter for andre virksomheder.

Anholdt i november 2019

De tiltalte blev anholdt i november sidste år, og siden har sagen kørt ved retsmøder for lukkede døre. Nu har de fem tiltalte fået forkyndt et anklageskrift, men der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen mod dem starter ved Retten i Glostrup.

De fem er yderligere tiltalt for i tiden op til 28. november at overvåge virksomheden i Taastrup og politigården i nærheden - og for at have undersøgt mulighederne for at skaffe sprængstoffer og entreprenørkøretøjer til røveriet.

De fem mænd er desuden tiltalt for en række andre forhold. Blandt dem ulovlig tvang, røveri, langvarig frihedsberøvelse og overtrædelse af indrejseforbud.

Dømt for stort røveri i 2008

Den 50-årige hovedtiltalte er en fransk storrøver, der i 2012 blev dømt i et af danmarkshistoriens største røverier. Udbyttet var 62 millioner kroner og blev udført tilbage i 2008 mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby.

Han blev idømt 10 års fængsel for meddelagtighed i det, der blev kaldt danmarkshistoriens største røveri, hvor op mod 20 røvere i august 2008 slap af sted med mindst 62 millioner kroner. Ifølge politiet indtog den franskfødte røver en ledende rolle i den 20 mand store bande.

Efter røveriet gravede han fire millioner kroner ned under sin daværende kærestes terrasse.