Psykolog smuglede hash og kokain ind i fængsel i sine underbukser
Østjysk fængselspsykolog lod sig bestikke til at smugle narko ind til indsatte og snød sig til lønforhøjelse.
En psykolog, der arbejdede med misbrugere i Enner Mark Fængsel i Horsens, erkender, at han smuglede stoffer ind til indsatte.
Han gemte poser med hash og kokain i sine underbukser.
Erkendelsen kommer, da den kortklippede psykolog med sorte briller, afgiver forklaring i Retten i Horsens.
Den 30-årige mand, der arbejdede med misbrugsbehandling i fængslet, forklarer, at han smuglede 473 gram hash og 9,4 gram kokain ind.
Det var aftalt med flere af de indsatte, at han skulle smugle stofferne ind, forklarer han.
- Stofferne blev leveret til mig derhjemme i min postkasse, og så tog jeg dem med ind i fængslet, forklarer psykologen.
Psykologen siger, at han ikke ved, hvem der leverede varerne til ham.
Og han vil ikke sige, hvem der skulle have dem.
- Det vil jeg ikke sige af hensyn til min egen sikkerhed, siger han.
Professionel distance ryger
Psykologen modtog 32.950 kroner for otte leverancer af stoffer til indsatte.
Pengene blev hovedsageligt overført til ham via MobilePay.
Senioranklager Bettina Wagner, Sydøstjyllands Politi, vil vide, hvorfor psykologen lod sig bestikke?
- Det er et meget godt spørgsmål. Jeg har haft ni måneder til at tænke over det, siger psykologen, der har været varetægtsfængslet siden oktober.
- Det starter med, at man kommer lidt for tæt på en person, og den professionelle distance ryger, siger han.
- Og når man færdes i det miljø (i fængslet, red.), så smitter det lidt af. Ens moral bliver flyttet, forklarer psykologen.
Han blev uddannet i 2016 og fik jobbet kort tid efter.
Psykologen erkender også, at han lod flere indsatte bruge en arbejdscomputer, han medbragte under samtaler i fængslet.
Det skete, selv om de indsatte ikke måtte kommunikere med personer uden for fængslets mure, uden at det var overvåget.
Forfalskede kollegers underskrifter
Den tiltalte indrømmer også at have snydt sig til en autorisation - det er en slags videreuddannelse for psykologer.
Det kræver et bestemt antal timer, hvor man skal have modtaget supervision fra andre psykologer.
Den 30-årige løj i sin ansøgning om antallet af timer og forfalskede kollegers underskrifter for at opnå autorisationen.
Det udløste en lønforhøjelse på 4500 kroner om måneden.
Den tiltaltes advokat, Klaus Ewald, bestrider dog, at der skulle være tale om en særlig grov form for dokumentfalsk og bedrageri.
Anklageren kræver psykologen idømt en fængselsstraf og vil også fratage ham retten til at virke som psykolog.
Der ventes dom i sagen onsdag.