Private sælgere svindler i stor stil i direkte handler på nettet
Flest unge mænd er ofre for svindel, når de falder for et godt tilbud fra en privat sælger på nettet.
Kyniske svindlere narrer i stor stil private i helt almindelige handler gennem for eksempel Facebooks handelsplatform eller Den Blå Avis.
Faktisk i en grad, så køb af for eksempel mobiltelefoner, dyre sneakers og koncertbilletter udgjorde mere end en tredjedel af samtlige anmeldelser til Rigspolitiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet (LCIK) sidste år.
Og svindelen rammer bredt, fremgår det af en helt ny opgørelse af anmeldelser af it-relateret økonomisk kriminalitet i 2019.
- Det er værd at bemærke, at alle uagtet grad af teknisk snilde kan blive narret, siger ledende politiinspektør Torben Svarrer.
Flest ofre er unge
Ofrene er få blandt ældre danskere, mens det primært er de 20-29 årige og de 40-49-årige, der betaler for varer, som aldrig kommer.
Måske fordi det i særlig grad er dem, der handler med private på nettet.
- Vi kan se, at mange unge bliver snydt. Unge mænd i alderen 15-19 år oplever for eksempel at blive narret, når de forsøger at købe elektronik som mobiltelefoner og tablets eller designertøj og designersko over nettet, siger politiinspektør Torben Svarrer.
I alt modtog LCIK 26.923 anmeldelser om it-relateret kriminalitet sidste år, hvor næsten 80 procent eller 20.497 af anmeldelserne stammede fra private anmeldere.
Og heraf er såkaldt 'samhandel' langt den største post med op mod 40 procent af sagerne, hvor almindelige borgere er gået i dialog med en sælger og har aftalt køb af en vare, som aldrig bliver sendt.
- Jeg er lidt forundret over, at samfundet er sådan, at vi snyder hinanden så meget, siger Torben Svarrer.
En typisk svindler
Ifølge politiet er gerningsmændene ofte gengangere, som er blevet dygtige til at narre køberne – for eksempel i en ny sag fra Østjyllands Politi, hvor en mand i foråret blev dømt til et år og tre måneders fængsel for 105 tilfælde af svindel stort set kun rettet mod helt unge.
For eksempel var ofrene:
- Mand 18 år. Playstation 4. Købt via Facebook. Udbytte 1300 kroner.
- Mand, 15 år. Gucci-sko. Købt via Facebook. Udbytte 700 kroner.
- Mand, 16 år. Sko. Købt via Facebook. Udbytte 1000 kroner.
I den konkrete sag var der altså mere end 100 ofre, som opsøgte et tilbud på en handelsplatform, aftalte handelen med svindleren og indbetalte pengene uden nogensinde at modtage varen.
- Når du kommer i kontakt med sælger, skal du være opmærksom på, hvordan vedkommende vil føre dialogen med dig. Hvis han/hun vil flytte dialogen fra handelsplatformen over på for eksempel Messenger, sms, e-mail eller lignende, så skal dine alarmklokker ringe, anbefaler Torben Svarrer.
Forsøg et møde
Ud over svindel med fysiske varer peger analysen af samhandelsbedrageri også på sæsonbetonet bedrageri.
Svindel med festivalbilletter bliver for eksempel primært anmeldt i juni og juli måned under festivalsæsonen, mens svindel med boligudlejning foregår hele året rundt – dog med øget aktivitet i månederne op til studiestart i juli og august.
- En hovedregel er, at hvis tilbuddet virker for godt til at være sandt, er det som regel for godt til at være sandt, siger Torben Svarrer.
Men svindlerne er er dygtige, lyder det fra politiet, der anbefaler, at man altid forsøger at mødes med sælgeren.
- Gerningsmændene er udspekulerede og bliver stadigt mere kreative. Brug derfor din sunde fornuft, når du handler på nettet, siger Torben Svarrer.
Analysen fra 2019 er den første af sin art. Politiet oplyser, at der er tale om et stort mørketal, idet mange ikke anmelder svindelen.