Krimi

Politiet indsamler dna fra lokale mænd i Emilie Meng-sag

Politiet var også ude og indsamle dna i et område i Korsør for et halvt år siden.

Patruljer har i de seneste to uger indsamlet dna fra mandlige borgere i Borup som led i efterforskningen af drabet på Emilie Meng.

Det bekræfter fungerende politidirektør for Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Lars Harvest over for DAGBLADET Køge.

Ifølge lokalavisen har betjente ringet på hos et ukendt antal mandlige borgere, som alle bor i området nær Regnemarksbakke i Borup, hvor liget af Emilie Meng blev fundet juleaftensdag 2016.

- Som et led i efterforskningen tager vi også dna i ny og næ. Så det kan jeg bekræfte, siger Lars Harvest til DAGBLADET Køge.

Han understreger, at det ikke er alle borgere, som bliver afkrævet en dna-prøve. Derudover forsikrer han om, at borgerne er "glade og trygge", selvom politiet stemmer dørklokker.

Den fungerende politidirektør vil ikke kommentere på, om politiet i forbindelse med de seneste ugers efterforskning har fundet noget brugbart.

Prøver vækker opsigt lokalt

Dna-prøverne har vakt opsigt i lokalområdet. På Borups lokale Facebookside er der således flere borgere, som noterer sig politibesøg, skriver avisen.

- Lyder sært - politiet må da kun bede om dna, hvis man er mistænkt, er der blandt andet en, der spørger, mens andre opfordrer folk til at samarbejde, hvis betjentene lægger et besøg forbi.

I januar i år kom det frem, at politiet over en periode på et halvt år har indsamlet dna-prøver fra mindst 10 unge mænd fra området omkring ghettoen ved Mortalavej i Korsør.

Dengang sagde Lars Harvest til TV 2, at politiet har efterforsket sagen i lang tid, og at dna-prøverne ”er sket mange steder”, og at "det er der ikke noget odiøst i".

17-årige Emilie Meng forsvandt efter en bytur 10. juli 2016. Næsten fire år efter drabet mangler politiet fortsat et gennembrud i efterforskningen.