Skud affyret i Vollsmose - flere personer anholdt
Fyns Politi vil hverken sige noget om, hvor mange personer der er anholdt eller deres alder på grund af den igangværende efterforskning.
Onsdag aften blev der affyret skud i bydelen Vollsmose i Odense.
Det oplyser Fyns Politi til TV 2.
- Vi fik en anmeldelse i aftes klokken 22.38 om, at der muligvis var affyret skud i Vollsmose. Da vi kommer ud på stedet, finder vi ret hurtigt ud af, at det er korrekt, siger vagtchef Kenneth Taanquist.
Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med skudepisoden.
Flere anholdelser
Fyns Politi har anholdt flere personer i sagen, men politiet holder kortene tæt til kroppen og kan hverken sige, hvor mange det drejer sig om eller deres alder.
- Efterforskningen foregår stadig, lyder det fra vagtchefen.
Fyns Politi har i løbet af natten og torsdag morgen efterforsket skudepisoden i ro og mag.
- Der er ingen, som har kastet noget efter politiet eller forstyrret vores arbejde på anden måde, siger Kenneth Taanquist.
Politiet vil torsdag være til stede i Vollsmose for at sikre tryghed og sikkerhed.
Samtidig efterlyser Fyns Politi vidner til episoden, og ved man noget om hændelsen, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.