Krimi

Seks anholdt for svindel og hvidvask for 220 millioner kroner

De seks personer er anholdt efter ransagninger på 22 adresser i tre politikredse på Sjælland.

Seks personer er blevet anholdt i en sag om formodet moms- og skattesvindel og hvidvask for omkring 220 millioner kroner.

Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i en pressemeddelelse.

Den formodede millionsvindel skal være foregået via fiktive fakturaer til flere end 600 selskaber.

To af de seks forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag med krav om fængsling. Alle seks anholdte er danske statsborgere.

'Yderst professionelt'

SØIK foretog onsdag formiddag ransagninger på 22 forskellige adresser på Sjælland. Både hos virksomheder og privatpersoner, oplyser SØIK.

- Vi mener, de anholdte har relation til en gruppering og et netværk, som er yderst professionelt, siger Christian Jakobsen, vicepolitiinspektør i SØIK til TV 2.

- Der er tale om en større efterforskning, hvor både Skattestyrelsen og flere politikredse har bidraget til optrevlingen af et omfattende svindelnummer. Det er vores opfattelse, at personerne i netværket har forsøgt at udvide og øge svindlen, indtil de blev stoppet i dag, siger Christian Jakobsen.

Han oplyser, at SØIK også har samarbejdet med internationalt politi og internationale myndigheder, men han ønsker ikke at oplyse i hvilke lande.

Han kan ikke oplyse, om der sker flere anholdelser i sagen, som han kalder "meget alvorlig".

- Nu skal vi lige kigge på det materiale, vi har beslaglagt ved ransagningerne.

Kædesvig

TV 2's kriminal- og retsreporter Astrid Søndberg forklarer, at sagen er et typisk eksempel på såkaldt kædesvig.

- Kædesvig er en svindelkarrussel, hvor firmaer med stråmands-direktører indgår i en svindel-karrussel, hvor de bestiller falske fakturaer på kryds og tværs, og hvor pengene ofte bliver ført ud af landet til sidst, siger Astrid Søndberg.

Sagen er efterforsket i et samarbejde mellem Nordsjællands Politi, Særlig Efterforskning Øst og SØIK. Desuden har Særlig Kontrol i Skattestyrelsen været involveret.

- Kædesvig er et af vores store fokusområder i Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, og vi har et godt og tæt samarbejde med politiet og anklagemyndigheden, herunder SØIK, siger Katrine Krone, underdirektør i Skattestyrelsen.