Da Mathilde Stage lærte Bernio Verhagen at kende, var han glad og energisk og kunne få hende til at grine.
Station 2

Hun betalte for hans ferie med en anden kæreste, men så afslørede hendes forældre, at han ikke kunne være på vej til FCK

Bernio Verhagen er torsdag dømt for vold mod sin chilenske ekskæreste. Det hele begyndte med, at han ville være professionel fodboldspiller i Danmark.

Denne historie er udgivet første gang 11. juni. Bernio Verhagen er siden blevet dømt i en voldssag og en bedragerisag.

Han udnyttede de få sekunder, hvor det kunne lade sig gøre, og så var han væk.

Det burde ellers ikke kunne ske.

Han havde lige været for retten i Viborg. Sigtet for vold. Nu skulle Bernio Verhagen bare tilbage i sin celle. Men han havde andre planer.

Da betjentene skulle aflevere ham i arresten, slap han fri og spænede ned ad gågaden i Holstebro.

Dernæst drejede han ind ad en sidevej og forsvandt så ud af syne.

- Det kan godt være, han ikke er verdens bedste fodboldspiller, men han løber i hvert fald hurtigt.

Ordene er Christian Toftemarks. Som efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi måtte han på det tidspunkt konstatere, at den opsigtsvækkende sag endnu engang havde taget en ny, overraskende drejning.

Den danske kæreste med mistænksomme forældre

Den nu 26-årige hollænder var kommet til Danmark to måneder tidligere - i oktober 2019 – for at spille fodbold i Viborg FF.

Men jagten på en professionel karriere i dansk fodbold var allerede begyndt i 2018. Det var her, han mødte Mathilde Stage. De fik kontakt i efteråret gennem en fælles veninde og blev kærester.

Til Mathilde Stage fortalte han, at han spillede fodbold for en klub i Georgien, men han var på udkig efter en ny klub i Danmark.

Han havde allerede talt med Brøndby og flere klubber i Jylland, og nu var han i kontakt med FCK, sagde han. En kontrakt var på tale, og han holdt flere møder med klubben.

Ved siden af at læse til revisor dyrkede 21-årige Mathilde Stage cheerleading som hobby og syntes, at det var interessant, at hendes nye kæreste var fodboldspiller. Men det var ikke kun derfor, hun faldt for ham.

- Vi var i Tivoli. Han var sjov, han var åben, han var nem at snakke med, og jeg følte, at den der connection bare var der med det samme, fortæller hun.

Men langsomt gik det op for hende, at noget ikke stemte.

"Jeg tror, vi har vores nye angriber"

Før Bernio Verhagen mødte Mathilde Stage, dukkede han op i den lille hollandske amatørklub RKVV Velsen.

Her leverede han et overbevisende førstehåndstryk. Så inden han overhovedet fik snøret fodboldstøvlerne, havde hans nye træner, Herman Berg, ringet til klubbens førsteholdstræner.

- Jeg tror, vi har vores nye angriber, fortalte han.

Den nye spiller var både venlig og ivrig, og han så ud til at være hurtig og stærk. Han fortalte også, at han havde spillet ungdomsfodbold i en professionel klub. Herman Berg var begejstret.

Bernio Verhagen gjorde også indtryk på sine nye holdkammerater. De blev inviteret til en stor fest på en båd med damer, drinks og dj’s. Han havde adgangsarmbånd med til alle holdkammeraterne, så de kunne komme gratis ind og få VIP-behandling.

Men spillerne kom aldrig til bådfest.

Og trænerens entusiasme varede kun lige, til han så Bernio Verhagen træne for første gang.

Spillerne skulle lave armbøjninger. Bernio Verhagen stoppede efter tre. Og i træningsøvelser med bold gik det ikke meget bedre.

Der var også andre problemer: En dag mødte han op til en træning uden fodboldstøvler og måtte træne i sine store arbejdssko, fordi naboens hund havde slugt nøglerne til hans hus. Han kom heller aldrig til tiden.

Til sidst sagde Herman Berg, at det ikke kunne gå længere.

Bernio Verhagen rejste, og RKVV Velsen hørte aldrig fra ham igen. Det gjorde til gengæld meget større klubber.

Kæreste kontaktet af tre kvinder fra Jylland

Bernio Verhagen var taget videre fra Holland til Danmark og havde mødt Mathilde Stage.

Til at starte med tvivlede hun ikke på de ting, han fortalte. Han havde ”en typisk fodboldkrop” og en agent, som han snakkede i telefon med hver dag. Han havde også billeder og træningstøj fra fodboldklubber, han havde været i. Også danske.

- Han var meget overbevisende. Han gik klædt i FC Midtjylland-tøj, når vi var sammen og sagde, at det var fra dengang, han spillede i FC Midtjylland, fortæller Mathilde Stage.

Men andre omkring hende blev hurtigt skeptiske.

Begge Mathilde Stages forældre er fodboldinteresserede, og hendes far er fast tilskuer til FCK’s hjemmekampe. Han tog endda sin svigersøn – den kommende FCK-spiller – med til superligakamp og stod på Nedre C-tribunen sammen med nogle af de mest inkarnerede fans.

Derfor undrede det dem også, at de ikke kunne finde noget om Bernio Verhagen på nettet, når han havde fortalt om alle de fodboldklubber, han havde været i. Det undrede dem også, at han åbenbart ikke behøvede at holde sig i form.

Bernio Verhagen fik aldrig nogen kontrakt med FCK eller de mange andre danske klubber, han sagde, han havde samtaler med. Der var også et andet problem med ham. Det handlede om penge.

Til at starte med gik det ikke Mathilde Stage på, at hun betalte alle deres udgifter. Han havde altid en undskyldning for ikke at kunne betale.

Men efterhånden skulle han låne flere og flere penge af hende, og det blev et problem for parforholdet.

Det eskalerede i starten af januar 2019, da hun ville have penge tilbage, som han havde lånt af hende til en ferie, hvor hun ikke var med. Det blev han sur over, og han gik fra hende.

På det tidspunkt troede vi, at spilleren var et offer.

Mo Sinouh, fodboldagent

Senere samme måned fik Mathilde Stage en overraskende besked.

Hun blev kontaktet af tre kvinder fra Jylland, som fortalte, at Bernio Verhagen havde været kærester med alle fire på samme tid.

Mathilde Stage havde endda uvidende betalt for en af de andre kæresters ferie med Bernio Verhagen.

Forholdet til Mathilde Stage var slut. Til gengæld tog Bernio Verhagens fodboldkarriere pludselig en rasende fart.

Næste stop: Tiraspol

DANMARKMOLDOVASYDAFRIKACHILE

Beskeden fra Verhagen

En dag i februar 2019 hørte Mathilde Stage pludselig fra Bernio Verhagen igen.

Hun fik en besked fra ham med et link fra en udenlandsk fodboldhjemmeside, hun ikke kendte.

- Og så skriver han noget med: "Jeg havde ret, se selv", fortæller hun.

Bernio Verhagen havde fået kontrakt med en fodboldklub.

Klubben var FC Dinamo-Auto. En lille klub i Moldova, men trods alt en klub i landets bedste række.

I dag anerkender moldoverne ikke, at Bernio Verhagen var på kontrakt, og de vil ikke tale med TV 2. Men dengang offentliggjorde klubben et billede, der viste Bernio Verhagen underskrive en kontrakt iført en t-shirt med FC Dinamo-Autos blåhvide logo på brystet.

Han kom dog aldrig til at spille nogen kampe for klubben, og hans tid i Moldova sluttede kort efter ligeså brat, som den var begyndt.

Men det blev langt fra hans sidste kontrakt med en fodboldklub det år.

Næste stop: Cape Town

DANMARKMOLDOVASYDAFRIKACHILE

Da en agent troede, Verhagen var et offer

En dag i slutningen af juli trykkede Bernio Verhagen hånd med en gråhåret mand iført grå hættetrøje og blå cowboybukser.

Imellem dem holdt de Cape Town City FC’s blå spilletrøje. Det er en stolt klub, som hører til i Sydafrikas bedste fodboldrække og spiller sine hjemmekampe på Cape Town Stadium. Et moderne fodboldstadion med plads til 55.000 tilskuere, som blev bygget til VM i 2010.

Den gråhårede mand var John Comitis. En lokal forretningsmand og tidligere professionel fodboldspiller, som i 2016 stod bag oprettelsen af den nye storklub Cape Town City FC.

Nu poserede han med klubbens nye hollandske angriber.

Det var et overraskende klubskifte, set i lyset af at Bernio Verhagen senest havde været i en lille klub i Moldova et halvt år tidligere og i øvrigt aldrig havde spillet en professionel fodboldkamp.

Der var dog en god forklaring: John Comitis havde fået spilleren anbefalet. Og ikke af hvem som helst.

Mo Sinouh er en hollandsk spilleragent og ansat hos et af verdens største og mest anerkendte agentbureauer, Stellar Group. Bureauet har mange gode fodboldspillere i stalden og er derfor et interessant bekendtskab for mange fodboldklubber.

Så hvorfor havde en respekteret spilleragent som Mo Sinouh anbefalet en spiller som Bernio Verhagen?

Det havde han heller ikke.

I Holland opdagede Mo Sinouh gennem en sydafrikansk kollega, at hans navn var blevet misbrugt til at skaffe en spiller ved navn Bernio Verhagen en kontrakt med Cape Town City FC.

- På det tidspunkt troede vi, at spilleren var et offer. At en eller anden fupagent havde sendt ham til Sydafrika og prøvede at tjene penge på ham, fortæller Mo Sinouh.

Han opdagede, at den falske ’Mo Sinouh’ havde et hollandsk telefonnummer og en WhatsApp-profil med et billede af den ægte Mo Sinouh, taget fra hans Instagram-profil.

"Helt utroligt"

Derfor besluttede Mo Sinouh og hans sydafrikanske kollega at advare Bernio Verhagen mod den falske agent.

Men Bernio Verhagen reagerede ikke på henvendelserne. Mo Sinouh blev nu overbevist om, at Bernio Verhagen selv var involveret i et fupnummer.

- Han er ikke et offer. Det er helt utroligt, at han kan gøre det. På en vis måde er han utrolig dygtig, siger Mo Sinouh.

Dygtig eller ej. Bernio Verhagens tid i Cape Town blev også kort. Klubben fandt ud af, at han ikke var god til fodbold og ophævede kontrakten.

Der gik dog ikke længe, før en ny klub annoncerede den hurtige hollænder som ny spiller.

Næste stop: Audax Italiano

DANMARKMOLDOVASYDAFRIKACHILE

Racismen i Chile

Denne gang var det en topklub i Chile, Audax Italiano, der 5. september 2019 præsenterede Bernio Verhagen. Der var kun gået lidt over en måned, siden han blev præsenteret i Cape Town.

Men hvad fik nu endnu en klub til at hyre ham? Svaret gemmer sig måske i et dokument, som Bernio Verhagen sendte til en hollandsk kvinde.

Kvinden, Kristel Adriana, er endnu en af hans ekskærester, og da han havde sendt dokumentet til hende, krævede han, at hun slettede det med det samme. Det gjorde hun bare ikke.

Dokumentet viser tilsyneladende en kontrakt, hvori der stod, at hvis Audax Italiano hyrede Bernio Verhagen, ville den efter kort tid kunne sælge ham til en kinesisk klub for 2 millioner dollars, knap 13,5 millioner kroner.

Der var dog ikke nogen kinesisk klub, der ville købe Bernio Verhagen, og dokumentet var udstyret med en forfalsket underskrift.

I Chile mødte Bernio Verhagen en ny kvinde. En chilener ved navn Nayaret Muci.

- Han talte meget om sig selv. Han fortalte, at han var den bedste, og at han var den, der tjente mest i Audax Italiano, fortæller hun.

Det varede dog ikke længe, før forholdet til den chilenske fodboldklub gik itu.

Omkring en måned efter sin ankomst til Chile sagde Bernio Verhagen til chilenske medier, at han ville forlade Audax Italiano, fordi han blev udsat for racisme af sine holdkammerater. Den påstand afviste klubben. Men Bernio Verhagens tid i Chile var forbi.

Hollænderen havde dog allerede en ny plan klar.

- Han sagde, han skulle spille for klubben Viborg, fortæller Nayarat Muci.

Igen tog Bernio Verhagen afsted til et nyt land, og denne gang rejste han ikke alene.

- Det hele stod klar, så han kunne spille fodbold, og jeg kunne studere. Så jeg tog afsted med lukkede øjne. Og så begyndte mit helvede.

Næste stop: Viborg

DANMARKMOLDOVASYDAFRIKACHILE

Danmark lærte Verhagen at kende

En tirsdag aften i november flygtede en kvinde ind i et baglokale i en kiosk i Viborg og forsøgte at lukke døren efter sig.

Men en mand i grå hættetrøje og mørk jakke maste sig ind. Hun skubbede til hans ansigt, og han skubbede hende ned på gulvet. Kvinden slog og sparkede, mens han holdt hende nede og rodede med hendes taske.

Video: B.T.

Efter hændelsen arresterede Midt- og Vestjyllands Politi en 25-årig mand.

Den mand var Bernio Verhagen. Han var på rekordtid blev berømt i hele fodbolddanmark, og nu var et kort og stormfuldt ophold i Viborg kulmineret i en spillekiosk tæt på banegården.

Det begyndte, da 1. divisionsklubben Viborg FF 21 dage tidligere meddelte på sin hjemmeside, at den havde skrevet kontrakt med Bernio Verhagen.

- Der er opstået en pludselig mulighed for at supplere med endnu en stærk spiller, og vi glæder os meget til at få ham i gang her, skrev klubben og beskrev hollænderen som en ”lynhurtig og aggressiv spiller”.

Men ganske hurtigt begyndte avisen B.T. og fodboldmediet bold.dk at undersøge Bernio Verhagens fortid, og Viborg FF måtte indrømme, at ingen i klubben havde set Bernio Verhagen spille fodbold, før de skrev kontrakt med ham.

Viborg udsendte en redegørelse om forløbet og overdrog sagen til politiet. Klubben var blevet snydt, stod der.

Ligesom den sydafrikanske klub var Viborg blevet overbevist af en agent ved navn Mo Sinouh fra det anerkendte agentbureau Stellar Group. Og ligesom den chilenske klub var Viborg blevet stillet i udsigt, at Bernio Verhagen efter ganske kort tid skulle videre til en kinesisk klub.

Der var naturligvis tale om den falske ’Mo Sinouh’.

Fodboldkarrieren smuldrede, og Bernio Verhagen var for alvor kommet under pres. Tilmed havde forholdet til hans chilenske kæreste også taget en drejning efter flytningen til Danmark.

- Han havde helt skiftet stil. Hver dag smed han mig på gulvet, når jeg ville afsted. Han rev mig i håret og tog kvælertag, siger Nayaret Muci.

Hun fortæller, at Bernio Verhagen også udsatte hende for en voldtægt. Det nægter Bernio Verhagen. Han siger, at Nayaret Muci også var voldelig overfor ham.

Deres forhold endte 26. november. Det var den dag, Bernio Verhagen blev fyret af Viborg FF, og han senere blev anholdt for at overfalde Nayarat Muci og frarøve hende sit pas i kiosken i Viborg.

Bernio Verhagen nægter, at der var tale om et røveri. Ifølge hans forklaring forsøgte han at tage sin egen telefon tilbage fra Nayaret Muci.

Hun rejste hjem til Chile dagen efter episoden i kiosken. Men Bernio Verhagen var ikke færdig med at vække opsigt.

Han blev varetægtsfængslet, og efter en tur i retten 16. december lykkedes det ham at stikke af fra politiet i Holstebro.

Bernio Verhagen havde altid været aktiv på sociale medier, hvor han lagde billeder op fra forskellige fodboldklubber, som han hævdede at spille for eller være til prøvetræning hos.

Under flugten fortsatte han aktiviteten på de sociale medier. På Instagram lagde han historier ud, hvor han først antydede, at han var i Aarhus, og senere skrev, at han var på vej ud af landet.

- I dag forlod jeg fængslet, lige nu er jeg på vej til en god ven i Sverige, skrev han.

Historierne var forsøg på afledningsmanøvre, og klokken fire næste morgen blev han anholdt.

Politiet fandt ham i et kælderrum under en etageejendom ved stationen i Holstebro.

Dømt for vold og bedrageri

Bernio Verhagen har været varetægtsfængslet, indtil han torsdag 24. juni 2020 blev idømt et år og tre måneders fængsel for vold mod sin chilenske ekskæreste. Han blev ikke fundet skyldig i anklagen om voldtægt. Han nægtede sig skyldig i alle forhold.

Mens sagen kørte rejste anklagemyndigheden en ny tiltale mod Bernio Verhagen for bedrageri mod Viborg FF og forsøg på bedrageri mod en anden dansk fodboldklub, Lyngby Boldklub. Han blev fundet skyldig 18. august efter at have tilstået. Han fik ikke yderligere straf.

Ingen af de professionelle fodboldklubber, Bernio Verhagen har været tilknyttet, har ønsket at stille op til interview med TV 2.

FCK har afvist, at klubben har haft kontakt med Bernio Verhagen. Det samme gælder flere andre danske klubber, han har hævdet at have haft kontakt med.

Bernio Verhagen er blevet forelagt kritikken, der bliver rejst i denne artikel. Han har ikke ønsket at medvirke.