Coronavirus

Yngre kvinde er anholdt på mistanke om påsat brand

Politiet har sigtet en kvinde for ildspåsættelse i en etage ejendom. Arkivfoto. Ritzau Scanpix

En brand i en etageejendom i Sydhavnen i København lørdag aften var muligvis påsat, mener politiet.

En kvinde i begyndelsen af 20'erne er natten til søndag anholdt og sigtet for at have påsat en brand lørdag i en etageejendom i Sydhavnen i København.

Det oplyser Søren Lauridsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Ingen personer kom til skade ved branden, som blev anmeldt lørdag klokken 18.

- Samtlige beboere blev evakueret, men er nu tilbage i deres boliger. Ingen er overført til hospitalet, men enkelte blev tilset af en ambulance, der ankom til stedet, oplyser efterforskningslederen.

Havde det ikke været for brandvæsnets indsats, kunne flammerne have fået fat i hele ejendommen, mener han.

- Branden opstod i en lejlighed på 1. sal. Den er relativt voldsomt hærget. Uden brandvæsnets ankomst er der stor risiko for, at branden kunne have spredt sig til resten af ejendommen, siger Søren Lauridsen.

Skal fremstilles i grundlovsforhør

Politiet vil ikke oplyse, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen. Hun blev anholdt omkring klokken 03.30 på en vej i Vanløse.

- Vi skal afhøre hende og belyse yderligere omstændigheder, før vi kan fastslå, om hun overhovedet er den rigtige gerningsperson, siger Søren Lauridsen.

Først derefter vil der i løbet af søndagen blive taget stilling til, om kvinden skal fremstilles i et grundlovsforhør.

Den mistænkte kvinde bor ikke i lejligheden i Sydhavnen, men har "tilknytning" til adressen.

Mistanken mod hende er baseret på oplysninger, som politiet har fået fra "parter" på brandstedet.