Krimi

Politiet kaldt ud til festkongers thai-restaurant - to personer anholdt

Restauranten Falang på Istedgade i København.  Daniel D. / Presse-fotos.dk

Politiet blev tilkaldt grundet mistanke om, at der var for mange mennesker stimlet sammen på restauranten.

To personer er blevet anholdt og sigtet for trusler mod politiet, efter en patrulje lørdag aften blev kaldt ud til spisestedet Falang på Istedgade i København.

Det fortæller vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Thomas Tarpgaard, til TV 2.

Restauranten er ejet af natklub-kongerne Simon Frank og Simon Lennet og er kendt som et festligt sted.

- Vi får en anmeldelse om, at der måske er for mange mennesker på Istedgade 48, og da patruljen kommer, er de af en eller anden årsag ikke voldsomt glade for at se os. Derfor må vi tilkalde assistance, siger han.

Anholdelsen har intet med mistanken om brud på forsamlingsforbuddet at gøre, fortæller vicepolitiinspektøren.

- Nu lader vi tingene falde til ro og tjekker op på situationen igen i løbet af aftenen, siger han.