‘Danmarkshistoriens største massemorder’ havde en IQ som et barn - hvem var Erik Solbakke?
Erik Solbakke er dømt for at stå bag 38 personers død. Men familie og pædagoger kendte ham som en anden, end den politiet fremstillede.
Klokkerne kimede, mens de mørkklædte mennesker satte sig til rette på stolerækkerne i Rødbyhavn Kirke.
De op mod 80 personer fyldte næsten alle pladserne denne forårsdag i 1997.
I den blomsterdækkede kiste lå Erik Solbakke.
Gennem tiden havde han fået mange tilnavne.
”Danmarkshistoriens største massemorder” stod der i én af de mange avisopslag om ham. ”Sex-pyromanen” eller ”Hafnia-pyromanen” var andre tilnavne, han fik i både medier og folkemunde.
Ifølge listen af domme havde han 38 liv på samvittigheden og stiftede 28 brande. Heriblandt den dødeligste i nyere dansk historie: branden på Hotel Hafnia, som i 1973 kostede 35 personer livet.
Hverken hans mor, far eller søster var at finde blandt de mange ansigter til bisættelsen denne forårsdag i 1997. De hverken kunne eller ville kendes ved en morder.
I TV 2-dokumentaren ’Tilståelsen’ sår flere eksperter nu tvivl om, hvorvidt den psykisk udviklingshæmmede mand var skyldig i de mange forbrydelser, han tilstod.
Så hvem var Erik Solbakke egentlig?
Gennem notater fra socialpædagogiske rapporter om ham, hans mentalerklæring samt interviews med hans søster og tidligere pædagoger tegner TV 2 her et portræt af ham.
For hvordan kunne en naiv dreng fra Helsingør ende som dømt massemorder?
Et svært barn
På billedet breder et stort smil sig henover Erik Solbakkes ansigt.
Som han kigger ud gennem de tykke “hinkesten” ligner han en almindelig, glad dreng - og så alligevel ikke.
Billedet er taget, få år efter at Erik Solbakke som to-årig blev adopteret fra det børnehjem, hvor han som spæd blev efterladt af sin biologiske mor.
Et barnløst par fra Helsingør blev i 1951 hans nye forældre.
Men det stod hurtigt klart for dem, at deres guldklump ikke var som de fleste børn.
Den lille dreng kunne ikke støtte på sine ben, og i modsætning til sine jævnaldrende var han slet ikke begyndt at tale.
Et barn, som var ”bange for alt”, beskrev hans adoptivmor i en af de mange pædagogiske vurderinger, der blev lavet i løbet af Erik Solbakkes barndom. Håbet var, at en tryg base og forældrene kunne præge hans udvikling positivt.
Hans IQ blev senere målt til bare 69. Dermed blev Erik Solbakke endegyldigt stemplet som det, der dengang blev kaldt ”middelsvær mentalt retarderet”.
Jo ældre han blev, jo tydeligere blev det.
Hans sproglige niveau og evne til at bearbejde information ville for altid svare til et barn på mellem seks og otte år.
Og det skulle blot blive endnu mere iøjnefaldende i den lille familie, da hans forældre fik en lille, normalt fungerende pige.
Skolegårdens lette offer
Som 14-årig havde Erik Solbakke kun lige lært at lægge tal sammen op til ti. Lærerne roste ham for at være arbejdsom, problemerne var bare ikke til at at overse.
Det var her, at én af de mest kendetegnende egenskaber ved Erik Solbakke begyndte at stå frem. Den egenskab, som skulle vise sig at blive definerende for hans skæbne.
I pædagogernes rapporter nævnes det gentagne gange: Han var naiv og “har svært ved at skelne mellem sandhed og digt”.
- Sikkert ikke af ond vilje, han kan blot ikke lade være, stod der i noten.
Erik Solbakkes søster, som ikke har ønsket at stå frem med navn, fortæller i dag, at det gjorde ham til en nem skydeskive i skolegården på Marienlyst Skole i Helsingør.
- Du kunne sagtens putte ord i munden på ham, og han var let at manipulere. Derfor var det også tit mig – selvom jeg var lillesøster og fem år yngre – der stod op for ham i skolen, når han blev drillet, eller de store drenge havde fået Erik til at gøre forskellige ting, siger hun til TV 2.
Skuffelsen over adoptivsønnen var til at spore hos forældrene, lyder det i en af rapporterne.
Særligt Erik Solbakkes mor var bekymret. Ville Erik ende i problemer, når han ukritisk gjorde, som andre sagde?
Da han var midt i teenageårene gav de endeligt udtryk for, at de ønskede ham anbragt.
Pædagogerne holdt øje med Erik
I 1960’erne blev man “optaget i Åndsvageforsorgen”, hvis man som Erik Solbakke ikke havde nogen udsigter til at kunne klare sig selv.
Den lille dreng med det brede smil var blevet til en ung mand på 16 år.
Et af de steder, han i årenes løb var tilknyttet, var Værkstedsgården i Esbønderup.
Brillerne fyldte stadig en stor del af ansigtet – og det samme gjorde smilet, lyder det samstemmigt fra flere af de pædagoger, som tog sig af ham.
- Jeg husker ham som en pjattet, høj, ranglet og omgængelig fyr, siger Freddie Nielsen, som lærte Erik Solbakke at kende gennem sine otte år som pædagog på Værkstedsgården.
Til gengæld gjorde Erik Solbakke sig også uheldigt bemærket blandt personalet.
Der forsvandt ting både blandt de andre anbragte på Værkstedsgården, hos Erik Solbakkes familie og hos lokale.
- Det var lige fra blyanter til cigaretter og lightere og… Jamen, det var sgu alt, siger Henrik Nielsen, en anden pædagog fra værestedet.
Erik Solbakke var kleptoman.
Tyvekosterne gemte han ofte i sit private skab eller andre steder, hvor han nemt blev taget i forbrydelsen. Det kunne næsten virke som om, at han gerne ville tages, bare for opmærksomhedens skyld.
- Han var jo piberyger ligesom mig selv, så han havde en svaghed for lightere. De gik gerne ud, og så stjal han nye. Ronson-lightere var det helt hotte dengang, så dem var han jo glad for at få fat på, siger Freddie Nielsen.
- Så vi lavede sådan en gentleman-agreement om, at han afleverede det tilbage, han havde stjålet, inden han gik hjem.
Derudover var det i årenes løb flere gange registreret, at Erik Solbakke havde haft brændemærker på tøj og hænder - og at han sommetider kunne finde på at forlade døgninstitutionerne, han boede på, for at strejfe rundt alene.
På trods af sit rolige gemyt, var han altså i pædagogernes søgelys. Og snart – i 1985 - kom han også i politiets.
Tilståelsen, der fik snebolden til at rulle
Det var Erik Solbakkes blå strikhue, der fik pædagogen fra hans døgninstitution til at ringe til det lokale politi.
Et vidne havde set en mistænkelig mand iført ”en blå strikhue, med mørkt hår og en brun jakke” i et tog på Hillerød station. Den selvsamme togvogn, som samme dag blev antændt og brændte ud.
Da Erik Solbakke blev anholdt 5. december 1985, havde få nok forestillet sig, at det ville blive hans sidste dag på fri fod.
Men det blev det.
Erik blev gennem et år afhørt 63 gange af politiet - og under afhøringerne tilstod han alt.
Ikke bare branden i togvognen, men også de 26 andre pyromanbrande, som havde hærget området omkring den nordsjællandske by de sidste tre år.
Det på trods af, at der hverken var vidner eller tekniske beviser, der knyttede ham til brandene.
Pyromanen fra Hillerød
Retten i Hillerød kendte Erik Solbakke skyldig.
Han havde forvoldt skader for over 150 millioner kroner tilsammen, og han var skyld i, at to personer var omkommet i flammerne.
Hans mentale tilstand gjorde ham uegnet til almindeligt fængsel. I stedet blev han dømt til anbringelse på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby, som husede kriminelle udviklingshæmmede. Dem, som blev anset for særligt farlige.
Offentligheden var dog ikke færdig med at høre Erik Solbakkes navn. Langt fra.
Fire år senere - i 1989 - fik han et nyt og tilnavn skrevet i tryksværte på landets avisforsider.
”Danmark værste massemorder”.
Erik Solbakke skrev sig ind i historiebøgerne
Erik Solbakke smilede med sin sædvanlige måde, da han modtog dommen: anbringelse på ubestemt tid for at have påsat nyere tids mest spektakulære brand på hotel Hafnia i 1973.
Ifølge hans tilståelse var det ham, der 1. september var gået ind i det fine københavnske hotels lobby med en pakke tændstikker i lommen og startede branden, hvor 35 personer omkom.
Han tilstod også endnu et drab.
Nemlig en næsten ti år gammel uopklaret sag fra Fanø om drabet på den 15-årig pige Anette Møller Thomsen.
Til grund for begge domme lagde retten vægt på, at Erik Solbakke ”aldrig var grebet i løgn”.
Det afgørende bevis mod den psykisk udviklingshæmmede mand var altså hans egne tilståelser.
Undren blandt dem, der kendte ham
Motivet til pyromanbrandene var ifølge anklageren, at Erik Solbakke blev opstemt, når han så på flammerne.
Motivet for drabet på den 15-årige pige var hans næsten sadistiske trang til vold og hans virile seksualdrift.
Beskrivelserne stemte på ingen måde overens med det indtryk, flere af hans tidligere pædagoger havde af den “fjogede, glade mand”, de kendte.
- Nej, han var aldrig voldelig, forklarer Joan Sørensen, som var souschef og socialpædagog på Værkstedsgården, da Erik Solbakke var der.
Erik Solbakke holdt sig tværtimod udenfor konflikter, husker også kollegaen Henrik Nielsen. Han endte kun en sjælden gang i dem, når han forsvarede nogle af de svagere anbragte.
- Han var en glad, svagt begavet mand, men han var ikke ond. Det var han altså ikke, siger Joan Sørensen.
Også Erik Solbakkes egen søster undrede sig over, at hendes bror skulle have en voldelig side. En side, hun igennem hele deres liv aldrig havde oplevet.
Med dommerens beslutning var Erik Solbakke nu kendt som en farlig og utilregnelig forbryder.
Dermed blev den også det sidste skub for Erik Solbakkes forældre. Deres adoptivsøn kunne ikke være en del af familien mere.
Helt fysisk tog hans far familiealbummet og rev alle fotografierne af sønnen ud. Kun stumperne af fotopapir sad tilbage.
Kun søsteren holdt en smule kontakt med ham, men til til sidst - efter få år på den sikrede institution - afbrød hun også forbindelsen.
Det efterlod Erik Solbakke alene og uden nogen som helst kontakt til omverdenen. Alene på sit lille værelse på Kofoedsminde.
Han var endt i problemer, fuldstændig som hans mor havde forudset over 30 år tidligere.
- Kære søster, skrev Erik Solbakke i et af sine sidste breve.
- Det er min fødselsdag den 12.11, så jeg glæder mig til, du sender en lille ting fra dig. Det vil jeg blive glad for. Hvordan går det med mor og far? Du må gerne få dem til at skrive til mig. Erik, sluttede han.
Han døde efter længere tids sygdom 2. april 1997. 48 år gammel.
Han var langsomt forfaldet, skrev Kofoedsminde i rapporterne. Var blevet mere og mere syg og havde det sidste stykke tid haft svært ved overhovedet at gå.
Helt til det sidste opretholdt politiet de strenge anbringelseskrav, der nægtede ham ledsaget udgang til andet end institutionens gård.
De ansatte udtrykte bekymring for ham. Blandt andet da Erik Solbakke i 1996 reagerede med stor vrede på, at han ikke måtte gå med de øvrige indsatte i haven.
- Efter dette brød Erik fuldstændig sammen og begyndte at græde, står der i hans journal.
Han blev bisat i I Rødbyhavn Kirke 8. april 1997.
Størstedelen af de fremmødte var dem, han havde tilbragt de sidste næsten ti år sammen med - de ansatte og øvrige indsatte fra Kofoedsminde.
I dag fortryder hans søster, at hun ikke var der. At hun - ligesom sine forældre - slog hånden af sin bror.
- Det har jeg fortrudt lige siden. Og det kan jeg ikke gøre om i dag. Det skal jeg leve med. Erik er jo død, og jeg kan ikke gøre noget for at hjælpe ham, siger hun.
Erik Solbakkes urne er begravet uden en gravsten i de ukendtes grav.
Se dokumentaren, hvor TV 2 gennemgår alle dommene over Erik Solbakke på TV 2 mandag klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY.