Krimi

Endnu en mand er anholdt i drabssag fra Holbæk

Drabet på den 18-årige mand skete i Ladegårdsparken i Holbæk. Henrik Ole Jensen / Scanpix Danmark

En 18-årig mand blev dræbt af skud i Ladegårdsparken i Holbæk i april 2019. Flere personer er anholdt i sagen.

Tilsyneladende har Midt- og Vestsjællands Politi inden for den seneste tid fået et gennembrud i en drabssag fra april sidste år.

I hvert fald er der foretaget flere anholdelser. Senest er en 28-årig mand fra Nordvestsjælland blevet anholdt i sagen.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter tirsdag morgen.

I forvejen er tre personer varetægtsfængslet i sagen.

Drab lignede en likvidering

18-årige Zobair Saidi blev om aftenen den 28. april 2019 ramt af fem skud i hovedet og på kroppen ved bebyggelsen Ladegårdsparken i Holbæk.

Han døde af sine kvæstelser.

Drabet lignede ifølge politiet en likvidering, hvor Saidi efter efterforskernes opfattelse blev lokket i en fælde.

De tre personer, der allerede er varetægtsfængslet i sagen, er en 20-årig kvinde, en 27-årig mand og en 25-årig mand.

Alle tre fængslinger udløber tirsdag. En dommer skal i den forbindelse beslutte, om der er grundlag for fortsat at tilbageholde dem.