Krimi

Politi efterlyser 52-årig i sag om forsvunden mand

Arkivfoto. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

To personer er allerede anholdt i sagen om en forsvundet 39-årig mand fra Frederikshavnsområdet. Sagen efterforskes som drabssag.

En 52-årig mand er nu internationalt efterlyst i sagen om en forsvundet 39-årig mand fra Frederikshavnsområdet.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at vi mistænker ham for at have forbindelse til den 39-årige mands forsvinding,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der leder politiets efterforskning.

Politiet afviser at oplyse, hvad manden er under mistanke for, men opfordrer ham til at melde sig selv omgående.

To personer anholdt

Efterlysningen kommer efter, at to personer i fredags blev anholdt og varetægtsfængslet.

De to personer - en 46-årig kvinde og en 45-årig mand - er blevet varetægtsfængslet i sagen i fire uger, men eftersom fredagens grundlovsforhør blev afholdt for dobbeltlukkede døre, er det uvist, hvad de er sigtet for.

Nordjyske skrev dog, at sagen efterforskes som en drabssag.

Ifølge TV 2 Nord er der tale om et ægtepar fra henholdsvis Sverige og et engelsktalende land.

Anholdelserne skete dagen efter, at Nordjyllands Politi foretog omfattende ransagninger på en ejendom nord for Frederikshavn i forbindelse med en sag, hvor en 39-årig mand har været savnet siden 9. maj.

Ingen livstegn i over en uge

Nordjyllands Politi oplyser, at man som led i efterforskningen har lavet omfattende undersøgelser flere steder i Frederikshavnsområdet henover weekenden.

- Vi har i den forbindelse beslaglagt en række effekter. Dem skal vi have nærmere undersøgt, belyst og analyseret, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Vores arbejde består fortsat i få klarlagt, hvorvidt der er spor efter en forbrydelse mod den 39-årige efterlyste mand et af disse steder.

Politiet har eftersøgt den 39-årige mand, siden sidste lørdag hvor han forsvandt, efter han havde fortalt sin mor, at han var bange for noget.

Det sidste livstegn fra Eddie Karl-Johan Christensen er den 9. maj omkring kl. 22, da han er set i Strandby ved Frederikshavn. Hans bil, en sølvgrå VW Polo, blev efterlyst, men er nu fundet forladt på Rimmen Station nord for Nielstrup.

Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Nordjyllands Politi på 114.