Krimi

Tre fra 'Porsche-banden' idømt fængsel

I alt syv mænd blev arresteret, da politiet slog til mod en berygtet gruppering af narkosælgere, der er kendt som 'Porsche-banden'.

Tre mænd i alderen 22, 23 og 24 år er ved Retten i Viborg blevet idømt mellem halvandets års fængsel og tre år og tre måneders fængsel.

De er dømt for at have solgt 1187,5 gram kokain gennem mindst 1250 forskellige handler. Den 22-årige skal halvandet år i fængsel for salg af 211 gram kokain fra maj til august 2019.

Den 23-årige skal to år og tre måneder i fængsel for salg af 381,5 gram kokain fra juli til oktober 2019. Den sidste af de tre, en 24-årig mand, blev idømt tre år og tre måneder for at have solgt 595 gram kokain fra februar til juni 2019.

Mændene var en del af den såkaldte 'Porsche-bande', der blev berygtet for at hærge lokallivet i Skive-området, ligesom de var involveret i salg af narkotika til ansatte i Forsvaret.

- Alle tre har tilstået de sigtelser, vi gik i retten med, oplyser Jakob Kjær fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Yderligere fire afventer dom

Mens de tre første domme er blevet givet i retten, mangler fire andre mænd stadig at få rejst tiltale mod sig, oplyser anklagemyndigheden.

De fire resterende mænd har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af november 2019 og har derfor været bag tremmer i cirka et halvt år. Politiet havde efterforsket mændene for narkohandel over en længere periode.

Sagen førte blandt andet til fyring af fire ansatte ved Ingeniørregimentet i Skive Kaserne, der havde handlet med grupperingen.

Forsvarets Efterretningstjeneste meldte ud i marts, at de behandlede 34 sager, hvor ansatte havde købt narkotika af de nu fængslede mænd.