Krimi

Politi finder død mand i lejlighed

En person er tilbageholdt i sagen. Ifølge central efterforskningsleder er der ikke umiddelbart mistanke om en kriminel handling.

Københavns Politi blev søndag aften kaldt ud til en lejlighed i Tårnby, hvor en mand er fundet død.

Det oplyser politiet klokken 01.00 natten til mandag dansk tid. Politiet fik anmeldelsen søndag klokken 20.29.

Mandag morgen har TV 2 forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi.

Det er ikke lykkedes, men til Ekstra Bladet siger Rene Bro, der er central efterforskningsleder hos Københavns Politi, følgende:

- Vi er i gang med flere undersøgelser, og de fortsætter mandag. Vi har dog ikke umiddelbart mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt, lyder det.

Person tilbageholdt

Søndag aften oplyste politiet, at det fik en anmeldelse klokken 20.29 om et mistænkeligt forhold i Tårnby.

Politiet er i gang med at sikre spor og afhøre folk i området.

En person er blevet tilbageholdt og skal afhøres nærmere, men ingen er blevet anholdt.

Et ligsyn skal nu endeligt afklare, hvorfor manden døde.

Mandens pårørende er blevet underrettet.