Coronavirus

454 danskere sigtet for at overtræde coronaregler

Politiet har den senest tid været på gaden rundt om i landet for at sikre, at folk overholder coronareglerne. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I 33 sager er sigtelsen for at overtræde coronareglerne sidenhen blevet droppet.

Siden der 17. marts blev indført forsamlingsforbud på over 10 personer og andre coronarelaterede forbud, er i alt 454 danskere blevet sigtet for coronaovertrædelser. 33 af dem er dog frafaldet igen.

Det viser de seneste tal fra Rigspolitiet.

Af tallene fremgår det, at det især er i hovedstadsområdet, at mange danskere er blevet sigtet.

I Københavns Politikreds er 142 personer blevet sigtet for overtrædelse af coronareglerne, mens Københavns Vestegns Politi har sigtet 126.

Udover overtrædelser af forsamlingsforbuddet er der blandt andet også rejst sigtelser for overtrædelser af politiets opholdsforbud.

Sigtelser annulleret

En af dem, der har fået en bøde for at overtræde coronareglerne, er journalist Kenan Seeberg, der sammen med en ven stod og ventede på havnebussen på Islands Brygge.

Han slog efterfølgende fast, at han ville klage over bøden på 2500 kroner, som han fandt urimelig.

Her en uge efter har han fortsat ikke hørt noget fra politiet, i forhold til om bøden kan annulleres, men det er der andre, der har.

Rigspolitiet oplyser i en mail til TV 2, at de har identificeret 33 sager med relation til coronavirus, hvor påtalen er opgivet.

Af de tal fremgår det, at det især er i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds og i Vestegnens politikreds, at der er blevet annulleret bøder.

Politiet droppede bøde på 10.000 kroner

Restauratøren Johnny Valentin, der er indehaver af restauranten 'På Havnen' i Juelsminde, har for nyligt oplevet at få ophævet en coronabøde. Det har han fortalt til Horsens Folkeblad.

Johnny Valentin havde fået en bøde på 10.000 kroner, fordi han lod ventende takeaway-kunder købe en øl og drikke den på terrassen. Et par uger senere trak politiet dog bøden tilbage.

- Det er ligesom at få foræret 10.000 kroner, har Johnny Valentin fortalt til Horsens Folkeblad.