Krimi

Terrorsigtet mand varetægtsfængsles i fire uger

Manden skulle blandt andet have planlagt at skyde mod politiet og civile, siger justitsministeren til TV 2.

En 23-årig mand, der er sigtet for i månederne op til 30. april at forsøge at anskaffe sig et eller flere skydevåben for at begå et eller flere terrorangreb i Danmark eller udlandet, er varetægtsfængslet i fire uger.

Det har en dommer i Retten på Frederiksberg bestemt.

Manden blev anholdt torsdag på baggrund af efterretninger fra PET og Københavns Politi om, at han skulle forberede et eller flere terrorangreb med et militant islamistisk motiv i Danmark.

Den unge mand nægter sig skyldig, og efter dagens grundlovsforhør var der ikke mange kommentarer.

- Det er en både usædvanlig og alvorlig sag, min klient er sigtet i, men han er fattet og har det godt, siger Steffen Thorborg til TV 2.

Sagens bilag fylder to ringbind, som forsvarsadvokaten fik udleveret kort inden grundlovsforhøret begyndte, og derfor rådede han sin klient til at vente med at udtale sig, til han havde kunnet gennemse politiets bevismateriale og diskutere sagen med den 23-årige.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.

Politiets teori: Ville skyde mod politi og civile

Anholdelsen af den 23-årige mand fandt sted torsdag eftermiddag klokken 13.51 et sted i København, og i forbindelse med et efterfølgende pressemøde kom det frem, at PET og politiet betragter ham som en "enlig ulv".

- På nuværende tidspunkt er vores vurdering, at han har ageret alene, men der kan komme andet frem i en yderligere efterforskning, sagde operativ chef i PET, Flemming Drejer, på et pressemøde kort efter anholdelsen.

Ved samme lejlighed fremhævede han, at "terrortruslen mod Danmark er alvorlig".

- Vi har gennemført en intensiv efterforskning mod personen, som vi mistænkter for at have planlangt en eller flere terrorhandlinger i Danmark, sagde han.

Har du hørt eller set noget, som du mener, at TV 2 skal vide?
Tak for din henvendelse.

Samme melding kom fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

- I virkeligheden kan vi ikke sige så meget, men der er tale om en mand, der havde til hensigt at begå én eller flere terrorangreb og i den anledning ville anskaffe sig våben for at kunne begå det, sagde ministeren torsdag til TV 2.

- Vi har den viden, at han er islamistisk inspireret og ville begå et terrorangreb og eventuelt skyde mod folk og skyde mod politiet.

Retsmøde for lukkede døre

Den anholdte er sigtet efter straffelovens paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf, der kan udløse en straf på op til livstid.

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre, og derfor er det ikke kommet frem, hvilke beviser anklageren kunne præsentere for dommeren i grundlovsforhøret.