Krimi

Ung kvinde indlagt med 0,3 liter blod i kroppen - nu er ekskæresten dømt for drabsforsøg

En ung kvinde var tæt på at miste livet, da hendes ekskæreste sidste år smed hende ud over en altan. I dag fik den 38-årige mand syv års fængsel.

Opdateret 4.5.2020: Navnet på den dømte er tilføjet artiklen.

En betjent hørte lyden.

Han befandt sig 2. september sidste år ved Skovvejen i Kolding i et andet gøremål, da der lød et kortvarigt intenst kvindeskrig. Ud af øjenkrogen så han noget sort, der faldt ned fra en altan, efterfulgt af et hult drøn, da det ramte fliserne.

Det, der ramte fliserne, var den unge kvinde Louise Makkonen.

Torsdag er hendes 38-årige ekskæreste, Sulaiman Mizan, der er samtidig er far til kvindens toårige søn ved Retten i Kolding blevet idømt syv års fængsel for drabsforsøg.

Han er dømt for at have stukket hende i halsen, nakken, ryggen, låret og i den ene lillefinger med en kniv og derefter at have smidt hende ud fra altanen i hendes lejlighed, så hun faldt 6,6 meter ned og ramte et fliseunderlag.

Retten fandt det helt usandsynligt, at kvinden selv skulle have bevæget sig hen over altanen og have kastet sig ud af vinduet ved egen drift.

- Disse handlinger fandt sted, mens sønnen var til stede, og du lod hende ligge og kastede hende fra altanen. Det er særdeles groft og afstumpet, forklarede retsformanden.

Manden valgte at anke dommen til landsretten.

0,3 liter blod tilbage i kroppen

Under retssagen tog det anklageren 15 minutter at læse op fra undersøgelsen fra retsmedicineren, der undersøgte Louise Makkonen, dagen efter hun var blevet indlagt.

Hendes halsvene i venstre siden af halsen var skåret over, hun havde hjernekvæstelse, en blødning mellem hjernens bløde hinder, hendes lunger var klappet sammen, hun havde væske og luft i bughulen, blodpropper i lungerne, flere brud på bækkenet, var kvæstet i bugspytkirtlen og var i livsfare.

Men nærmest mirakuløst overlevede hun. På trods af at hun havde blot 0,3 liter blod i kroppen, da hun blev indlagt.

Og knap otte måneder efter vidnede hun selv i Retten i Kolding.

Årene forud havde været tumultariske. Kvinden fortalte om en kæreste, der slog og var kontrollerende. De brød med hinanden, og 2. september sidste år var han i lejligheden for at være sammen med sønnen, mens hun var til mekaniker. Mere kunne hun stort set ikke huske.

Kan ikke selv huske dagen

TV 2s kriminalmagasin, 'Station 2', har fulgt Louise Makkonen, siden hun blev udskrevet fra hospitalet, og fulgt hendes kamp for at få førligheden og livet tilbage. Og hun var nervøs og rystede, inden hun skulle afgive forklaring.

- Se mine hænder, jeg ryster og ryster og ryster, sagde hun til 'Station 2s' hold, inden hun gik ind i retten.

Her var det begrænset, hvad hun kunne fortælle. For hun kan ikke huske meget fra den septemberdag.

- Jeg kan huske, at vi skændtes. Og så gik jeg ud for at ryge på altanen. Og så kan jeg huske, at jeg lå på altanen og ikke kunne røre mig. Min søn græd, han græd rigtig meget, jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne høre ham. Og så så jeg, at min ekskæreste stod med vores søn på armen, han sagde til mig, at jeg skulle ligge stille.

Det næste Louise Makkonen kan huske er, da hun vågnede på hospitalet.

Betjenten, der overværede faldet fra altanen, forklarede i retten, at han efter at have hørt det hule drøn så "en mandsperson i en grøn trøje", der hvor han formoder, at hun blev kastet ud fra.

Ekskæreste havde anden forklaring

Den tiltalte var ikke til stede i retten, da Louise Makkonen afgav forklaring. Hans skildring af dagen var noget anderledes.

- Jeg sad på knæ ved sofabordet og så en film på telefonen med min søn. Hun tog pludselig en kniv, der lå på et skærebræt på sofabordet. Og jeg kan huske, at hun på et tidspunkt stod ved vinduet, hvor jeg råbte "stop", men så lå hun dernede.

Resten huskede han ikke, og svarede "pas", "nej" eller "det kan jeg sgu heller ikke huske", når anklageren stillede spørgsmål.

Mandens forsvarer, Marie Louise Forum Johannesen, argumenterede i retten for, at hendes klient ikke har villet slå sin ekskæreste ihjel, og at det ifølge hende ikke er bevist, at han skubbede eller hældte hende ud over altanen.

Hun argumenterede for, at han i tilfælde af en skyldskendelse skulle idømmes to-tre års fængsel for grov vold eller maksimalt seks år i tilfælde af en drabsdom.

Louise Makkonen er i dag flyttet i en ny lejlighed med sin søn. Hun kæmper stadig med smerter i kroppen.

Du kan se hendes kamp fra at være i særdeles kritisk tilstand til at vende tilbage til livet i 'Station 2' til efteråret.