Krimi

Drabsoffer blev kvalt - men det var nær ikke blevet opdaget

82-årig mand blev obduceret en uges tid efter sin død. Men først efter at naboen døde under lignende omstændigheder.

Peter Jensen Olsen blev fundet død i sin lejlighed på Østerbro i København 2. marts 2019. Han blev 80 år gammel, og både læger og politiet var enige om, at han var død af naturlige årsager.

Formentlig problemer med hjertet.

Nu er han et af tre ofre, som 28-årige James Schmidt er tiltalt for at have dræbt, fordi han ville tilegne sig deres kreditkort.

Retssagen i Københavns Byret har været afbrudt på grund af risikoen for coronasmitte, men onsdag er sagen genoptaget, og for første gang er politi og læger indkaldt som vidner for at fortælle, hvordan de overså, at Peter Jensen Olsen var blevet slået ihjel.

Skulle giftes

- Han kom jo aldrig tilbage, desværre, sagde den dræbtes 82-årige kæreste, der var indkaldt som dagens første vidne.

De to skulle giftes og var ved at flytte sammen, men de var også naboer, og Peter Jensen Olsen skulle bare have været kortvarig inde i sin egen lejlighed. Han var ved at flytte sine ting og pakke sit tøj, og en del lå fremme og i bunker.

Hjemmeplejen blev tilkaldt, fik nøgler og låste sig ind i lejligheden, og siden blev politi og en læge rekvireret. Lægen for at fastslå, at den ældre mand var død, mens de to betjente på stedet tog en række billeder og konstaterede, at der ikke var tegn på indbrud hverken ved døre eller vinduer.

Godt nok lå der en væltet stumtjener i gangen, men det kunne godt passe med, at den døde havde hjerteproblemer og måske var blevet svimmel. Og så undrede en af de to tilkaldte betjente sig over, at de ikke kunne finde den dødes nøgler.

- Der var det med stumtjeneren og nøglerne, men desværre lod jeg mig overtale til, at de nok lå i tøjbunkerne. Jeg spurgte akutlægen, om der var noget mistænkeligt, og det var der ikke, sagde politimanden i sin vidneforklaring.

Ikke noget mistænkeligt

Det endelige ligsyn blev foretaget på Retsmedicinsk Institut, hvor en retslæge sammen med en politimand fra Københavns Politis såkaldte dødekontor først gennemgik politirapporten og Peter Jensen Olsens sygdomshistorik, inden hans krop blev undersøgt for tegn på vold, punktformede blødninger eller andet, der kunne tyde på en forbrydelse.

- Der var slet ikke noget i min politividen, der skulle indikere, at der var foregået noget mistænkeligt. Vi havde en 80-årig mand, og det kunne godt være en naturlig død på grund af hjerteproblemer, sagde den politiansatte fra dødekontoret i sin vidneforklaring.

En vurdering både han og retslægen var enige om.

- Jeg får forelagt sagens akter af en politibetjent. Der er en findestedsrapport, oplysninger om hvornår personen er set i live, billeder fra findestedet samt en sygdomsrapport. På baggrund af det danner man et overblik, og derefter foretager man en legemlig undersøgelse, forklarede retslægen, da det var hans tur i vidneskranken.

Han afviste, at den legemlige undersøgelse var mere grundig ved en 25-årig afdød end ved en 80-årig - men jo, alder og sygdomshistorik kunne godt have indflydelse på den endelige konklusion.

Obduktion viste kvælning

Peter Jensen Olsen nåede dog ikke at blive kremeret, og da det en uges tid efter blev konstateret, at hans nabo Inez Hasselblad var blevet kvalt under lignende omstændigheder, blev han obduceret.

En obduktion, der viste, at han var blevet kvalt, ligesom man gennem dna kunne forbinde James Schmidt med drabet.

James Schmidt nægter sig skyldig og har forklaret, at dna på hans handsker kom fra, at han gav Peter Jensen Olsen hånden. Han har også forklaret, at grunden til, han havde den afdødes nøgler var, at han havde hjulpet ham med at bære ting i et kælderrum.

Der forventes dom i sagen omkring 1. Juli.