Krimi

Anklager: Falsk fodboldspiller planlagde flugt i arresten

Der er ”action” klokken 11, skrev Bernio Verhagen på en seddel, politiet fandt i hans lomme.

Den hollandske fodboldspiller Bernio Verhagen havde lavet en flugtplan, inden han 16. december sidste år stak af fra politiet i Holstebro. Det mener anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

26-årig Bernio Verhagen er tirsdag for Retten i Viborg, hvor han er tiltalt for blandt andet vold og voldtægt mod en chilensk kvinde, han havde et forhold til.

Han blev anholdt 26. november og varetægtsfængslet dagen efter. 16. december fik han forlænget sin varetægtsfængsling ved Retten i Viborg, og i forbindelse med transporten tilbage til arresten i Holstebro stak han af, men blev anholdt igen dagen efter.

"Action" klokken 11

Under afhøringen af hollænderen, som svarede via en tolk, viste anklager Katrine Melgaard to sedler frem.

Den ene seddel var en slags fremtidsplan, han havde taget med i arresten. Der stod blandt andet noget med at starte et firma og lave en dokumentar om sit liv.

Den anden seddel var ifølge anklageren en flugtplan. På sedlen havde Bernio Verhagen skrevet tidspunkter ned for afgange og ankomster i forbindelse med, at han skulle i retten.

Klokken 11 "er der action”, havde han skrevet på sedlen. Han stak af fra politiet klokken 13.45.

Anklageren spurgte, om han havde skrevet sedlen og efterladt den i arresten. Han havde skrevet sedlen, men han havde den i lommen, forklarede han:

- Det er ikke logisk. Hvem er så dum at lave en flugtplan og så lægge den i arresten?, sagde han.

Det kom også frem, at Bernio Verhagen havde en flybillet til Chile 27. november, samme dag som han blev varetægtsfængslet. På sedlen stod der noget med at ende i Chile.

I retten bekræftede Bernio Verhagen, at han havde planlagt at rejse til Chile, men afviste at sedlen i hans lomme var en flugtplan.

Meldt for voldtægt

Hollænderen kom til Danmark 22. oktober sidste år efter et ophold i Chile, hvor han havde været tilknyttet fodboldklubben Audax Italiano.

Han fik en kontrakt med Viborg FF i den danske 1. division, men det viste sig, at han nok ikke var professionel fodboldspiller, og i slutningen af november blev han fyret i Viborg og meldt til politiet for bedrageri.

Hollænderen var kommet til Danmark sammen med en chilensk kvinde. I begyndelsen boede parret på Palads Hotel i Viborg. Under opholdet på hotellet blev politiet tilkaldt mindst tre gange. Herefter flyttede parret ind i et hus på en adresse i Viborg.

Bernio Verhagen har et barn i Danmark med en dansk kvinde, og ifølge hollænderen var det med til at komplicere forholdet til den chilenske kvinde.

På den nye adresse fortsatte konflikterne, og 13. november forlod den chilenske kvinde huset. Hun anmeldte Bernio Verhagen for voldtægt, og politiet indlogerede hende på et krisecenter.

Nægter sig skyldig

26. november forlod den chilenske kvinde krisecentret og mødtes med Bernio Verhagen i kiosken Tips Pit i Viborg.

Det var herefter, at Bernio Verhagen blev anholdt for vold og røveri mod kvinden. Dagen efter rejste hun til Chile, mens han blev varetægtsfængslet i Danmark.

Ifølge anklageskriftet har Bernio Verhagen flere gange udsat den chilenske kvinde for vold i en periode fra 22. oktober til 13. november. Han nægter sig skyldig og mener, der er tale om slagsmål.

Han er også tiltalt for voldtægt, blufærdighedskrænkelse, røveri og ulovlig tvang mod samme kvinde. Han nægter sig skyldig.

Desuden er han tiltalt for trusler og vidnetrusler mod den danske kvinde, han har et barn med, og hendes far. Det nægter han.

Endelig er han tiltalt for at flygte fra politiet, og det erkender han.

Bernio Verhagens forsvarer, Lars Thousig, mener, hans klient skal frifindes.

Anklager Katrine Melgaard siger, hun vil gå efter en fængselsstraf udmålt i år.

Sagen fortsætter onsdag, derefter udsættes den til et endnu ikke fastsat tidspunkt. Det skyldes, at den chilenske kvinde er i Chile og derfor ikke kan afgive forklaring, da der er udgangsforbud i landet.