Krimi

15-årig fundet død - 32-årig mand er anholdt

Politiet var talstærkt til stede i Hørby lørdag. Local Eyes / Local Eyes

En 15-årig dreng blev fundet død lørdag morgen i Hørby. En mand er sigtet for at have efterladt ham hjælpeløs.

Lørdag morgen blev Nordjyllands Politi kontaktet af en borger, der havde fundet en livløs dreng i et udendørs idrætsanlæg i Hørby i Vendsyssel.

Politiet efterforskede sagen intensivt de efterfølgende timer og kunne sent lørdag aften anholde en 32-årig mand i sagen.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Afdøde er en 15-årig dreng fra lokalområdet. Den anholdte mand er sigtet for at have efterladt teenageren i hjælpeløs tilstand.

Politiet oplyser ikke, under hvilke omstændigheder drengen er død.

- Det er en meget tragisk sag, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup i pressemeddelelsen.

Kontakt mellem de to

Han tilføjer, at politiets efterforskning har kunnet påvise, at der forud for dødstidspunktet har været kontakt mellem drengen og den nu anholdte mand.

Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke oplyse, hvilken kontakt der konkret har været mellem de to.

- Men det er med baggrund i denne kontakt – og selvfølgelig de øvrige oplysninger, som vores efterforskning har tilvejebragt – at vi i dag fremstiller den anholdte mand i et grundlovsforhør med krav om fængsling, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup.

Siden lørdag morgen har Nordjyllands Politi afhørt en række borgere og lavet tekniske undersøgelser på og omkring stedet, hvor drengen blev fundet.

Bor i Frederikshavn Kommune

Hørby ligger mellem Sæby og Østervrå i Frederikshavn Kommune.

Om den anholdte selv er fra Hørby, er uvist, men han bor i hvert fald i Frederikshavns Kommune, oplyser politiet.

Den 32-årige mand bliver stillet for en dommer søndag klokken 11.00 ved et lukket grundlovsforhør i Retten i Hjørring.

Imens fortsætter politiets efterforskning. Fordi grundlovsforhøret vil blive holdt bag lukkede døre, og af hensyn til den videre efterforskning, ønsker politiet foreløbig ikke at fortælle mere om sagen.

Når et grundlovsforhør afholdes for lukkede døre, vil offentligheden stadig have mulighed for at høre sigtelsen mod den mistænkte. Men de beviser, der er i sagen, og den sigtedes forklaring vil ikke blive fremlagt for offentligheden.