Krimi

Savnet dansker blev dræbt i Portugal for 28 år siden

Arkivfoto. Det var efterforskning på et andet drab, der skulle føre til nyt i sagen. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et lig, der i juli 1992 blev fundet i Portugal, viser sig at være en 28-årig dansker.

Københavns Politi står med en højst usædvanlig drabssag, hvor en dansker blev fundet dræbt i Portugal i 1992.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Henrik Behrendt Larsen blev meldt savnet i 1992. Han blev set i Holland samme år, men siden har ingen hørt eller set noget til ham.

Men nu viser det sig, at liget af ham allerede blev fundet 22. juli 1992 i Portugal.

Drabet på en 37-årig førte til nyt i sagen

Det er efterforskningen af drabet på en anden dansker i det sydeuropæiske land, der har ført til, at liget af Henrik Behrendt Larsen er blevet identificeret.

I 1993 blev den 37-årige Erik Højer Christensen dræbt, og i forbindelse med efterforskningen af det drab har Københavns Politi foretaget nye undersøgelser af det lig, som blev fundet året før.

Den oprindelige efterforskning af drabssagen fandt sted i Portugal. Men da drabssager dér forældes efter 15 år, ligger den videre efterforskning nu i Københavns Politi, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet vil onsdag eftermiddag ikke kommentere sagen yderligere.