Coronavirus

Hospital blev alligevel ikke stormet af maskerede mænd, siger politiet

Der blev ikke stjålet noget under episoden, og ingen personer var maskerede, siger politiinspektør.

Mandag skrev flere medier, herunder TV 2, at tre maskerede mænd i weekenden havde stormet Herlev Hospital og stjålet håndsprit og ansigtsmasker.

Men nu viser det sig, at episoden slet ikke har fundet sted.

- Efterforskningen peger på, at der har været tale om en række misforståelser, og at forholdet som først beskrevet i anmeldelsen ikke fandt sted, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Over for TV 2 uddyber politiinspektør Flemming Madsen:

- På baggrund af efterforskning og gennemgang af overvågningsvideo kan vi slå fast, at der ikke er blevet stjålet noget under episoden, og at ingen personer har været maskeret.

Skærpet patruljering

Politiinspektøren understreger dog, at Herlev Hospital har været udsat for flere tyverier af både håndsprit og ansigtsmasker. Sager, som fortsat efterforskes, og som har resulteret i skærpet patruljering ved hospitaler og skadestuer.

Det er kun denne éne anmeldelse, der har vist sig ikke at være sand.

Efterforskningen af sagen har dog ikke givet politiet anledning til at mistænke onde hensigter med anmeldelsen, og sagen er nu lukket.