Krimi

Britta Nielsens søn afhørt om børneporno: Anklager måtte sunde sig

Jimmy Hayat for retten i Sydafrika. TV 2 viser kun slørede billeder af ham, da han - i modsætning til sine søstre - ikke selv har valgt at stå offentligt frem. TV 2

Britta Nielsens søn blev tirsdag løsladt.

Anklager Kia Reumert bad om en kort pause til at samle sig, da hun tirsdag afhørte Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat.

Den 39-årige mand er foruden særlig groft hæleri tiltalt for besiddelse af billeder og film, der viser overgreb på børn. Nogle så voldsomme, at anklagen afbrød afhøringen for at sunde sig.

- Jeg beklager meget. Jeg kan kun forklare det med, at der ligger nogle eksempler i det her materiale, og dem har jeg set, sagde Kia Reumert, inden hun efter en kort pause genoptog afhøringen.

Jimmy Hayat blev anholdt 30. oktober 2018 i Sydafrika, da han forsøgte at boarde et fly fra Johannesburg til Mozambique.

De børnepornografiske materialer fandt Rigspolitiets Nationalt Cyber Crime Center, NC3, under ransagning af en bærbar computer og en ekstern harddisk, som politiet beslaglagde i Sydafrika.

Afspillet dagen inden anholdelse

Jimmy Hayat afviste tirsdag ved Retten i Glostrup at have kendskab til billederne og videoerne.

- Jeg kan ikke huske, jeg skulle have downloadet det. Det må være kommet fra en fildelingstjeneste ved en fejl, sagde han om det materiale, der blev fundet på hans computer.

Men materialet har ikke bare ligget på computeren. Det er også blevet afspillet.

Så sent som dagen før Jimmy Hayat blev anholdt, blev der med sikkerhed afspillet børneporno på computeren, lød det fra anklageren.

- Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har set dem, sagde han.

På det tidspunkt var Jimmy Hayat i Sydafrika og på flugt fra pressen sammen med sin mor, havde han forklaret tidligere under afhøringen.

Løsladt efter retsmøde

I alt var Jimmy Hayat ifølge anklageskriftet i besiddelse af 478 børnepornografiske billeder og 571 børnepornografiske filmsekvenser. Deriblandt er der materiale i alle tre kategorier i forhold til billeder af overgreb på børn. Det vil også sige den alvorligste kategori, der handler om meget små børn eller børn udsat for fare eller tvang.

Da tirsdagens retsmøde var overstået, blev han løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i Sydafrika.

Det blev han, fordi de resterende planlagte retsmøder i sagen er blevet aflyst som følge af regeringens nedlukning af offentlige arbejdspladser. Og dermed kunne han risikere, at varetægtsfængslingens længde overskred en eventuel straf, hvis han bliver dømt.

- Vi mener, at der fortsat er belæg for varetægtsfængslingen, men anklagemyndigheden accepterer løsladelsen på baggrund af usikkerhed omkring, hvornår sagen kan genoptages, sagde anklager Kia Reumert.

Ifølge tiltalen har Jimmy Hayat begået særlig groft hæleri for over 10,5 millioner kroner i en periode fra 2008 til 2018.

Hans to søstre er tiltalt i samme sag for særlig groft hæleri for henholdsvis 3,47 millioner kroner og over 37 millioner kroner.

Alle tre nægter sig skyldige i de rejste tiltaler.