Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsens søn til sin mor: - Snyd og stik af til Sydafrika

Mandag fortsatte sagen mod Britta Nielsens børn med afhøring af Samina Hayat og senere Jimmy Hayat.

- Snyd og stik af til Sydafrika.

Sådan skrev Jimmy Hayat i en chat med sin mor og to søstre i 2018.

Det var en chat, Britta Nielsen og de tre børn havde sammen på det sociale med WhatsApp.

Familiens chat er en del af bilagene i sagen mod de tre børn, Nadia Samina Hayat, Karina Jamilla Hayat og Jimmy Jamil Hayat, der er tiltalt for særlig groft hæleri for omkring 51 millioner kroner.

Følte sig snydt af systemet

Chatten udsprang af en skattesag, Britta Nielsen og Samina Hayat havde tabt om hestelastbil.

- Jeg har tabt sagen. Rend mig i r…, skrev Britta Nielsen, som i chatten hed ’Mami’.

- Det’ løgn, skrev den ældste datter, Karina Jamilla Hayat.

Et mindre udsnit af chatten blev mandag i Retten i Glostrup en del af sagen mod Britta Nielsens tre børn.

Anklageren viste i retten, hvordan familien i deres chat skrev frem og tilbage om den uretfærdighed, de følte, og muligheden for at anke.

Britta Nielsen skrev, at det bare var ”kolde kontanter”, og at hun måtte klare sig ved at spare. Hun måtte finde noget at snyde med, skrev hun desuden, og børnene bød ind med bud på, hvordan man kunne snyde systemet.

På det tidspunkt, hvor chatten fandt sted, havde Britta Nielsens svindel mod Socialstyrelsen stået på i omkring 25 år. Børnene, som i dag er mellem 32 og 39 år, nægter, at de har kendt til svindlen.

Ifølge Samina Hayat var tingene skrevet i afmagt, og det var ikke noget, de havde tænkt sig at gøre.

- Man følte sig så snydt, man følte sig så svindlet af systemet, forklarede hun mandag i retten.

Jimmy Hayat afhørt

Britta Nielsen blev 18. februar idømt seks år og seks måneders fængslet for bedrageri for cirka 117 millioner kroner.

Hun blev anholdt i Sydafrika 5. november 2018 og blev kort efter udleveret til Danmark sammen med sin søn, Jimmy Hayat, som har siddet varetægtsfængslet siden.

Han blev mandag afhørt ved Retten i Glostrup, efter at hans yngste søster var færdig med at svare på spørgsmål.

Han forklarede, at han aldrig har haft adresse andre steder end hos sin mor på Hvidovrevej i Hvidovre, og at han som voksen ikke har haft anden indkomst, end de penge, Britta Nielsen har overført til ham. Dog havde han nogle renteindtægter for to højrisikokonti, han åbnede i Sydafrika for penge, han havde fået fra sin mor.

Jimmy Hayat var - ligesom Samina Hayat - af den overbevisning, at pengene stammede fra en arv, som Britta Nielsen fordelte, efter at faren døde i 2005.

Jimmy Hayat er tiltalt for et beløb på 10.673.922 kroner, som han ifølge tiltalen vidste eller "bestemt formodede" stammede fra en strafbar lovovertrædelse.